105 / 137
Hvad der imidlertid stadig talte mod afbetalingssalget af ure, var pro-
blevet »de nødlidende kontrakter«. Tempusurmagerne handlede jo ikke
med brugte ure, med mindre det drejede sig om rene antikviteter, og
spørgsmålet var da, hvad man skulle stille op med de ure, som måtte tages
tilbage fra de kunder, som ikke kunne opfylde betalingsforpligtelserne -
og hvad var et armbåndsur værd som salgsvare, når det var blevet båret
på armen af en kunde, inden det påny havnede på sælgerens lager?
Problemet er vist aldrig blevet løst - i hvert fald ikke i fællesskab. Men givet
er det, at sælgeren er tvunget til at sortere sådanne kunder fra, som han på
forhånd ud fra sit menneskekundskab må anse for usolide. Den praktiske
betydning af spørgsmålet er dog nok senere aftaget noget, da den første
voldsomme købelyst var blevet tilfredsstillet, og lauget fandt kun den i
1955
indførte nye afbetalingslov tilfredsstillende, idet de heri indeholdte
bestemmelser om udbetalingens størrelse m. v. stort set svarede til de alle
rede af lauget vedtagne retningslinier, hvorfor loven stillede de organi
serede urmagere lige med outsiderne i konkurrencen på afbetalings
markedet.
Få dage efter denne laugsforsamling blev importen af ure frigivet ved
en handelsministeriel bekendtgørelse af
1
. december
1952
. I kommenta
rerne hertil hedder det i laugets medlemsblad:
»M an kan næppe vente, at denne ændring vil medføre en øjeblikkelig
revolutionerende indflydelse på urmarkedet, som, det må sikkert erkendes,
i det forløbne år er blevet mættet med ure. Imidlertid må frigivelsen af
urimporten hilses med største tilfredshed, idet den betyder en tilbage
venden af forholdene før krigen.
Størrelsen af urimporten i
1952
overtræffer også i nogen grad, hvad man
for et år siden anslog, den ville blive. Ifølge den officielle statistik, der
omfatter årets første
10
måneder, har Danmark importeret ure og urdele
for et beløb af over
21
mill. kr., altså på
10
måneder
2
% gange sa meget
som importen i hele
1 9 5 1
. En følge af denne forøgede import har glæde
ligvis været en nedgang i smuglerierne, for ikke at tale om ursmugleriernes
endelige bortfald.
Har der i den senere tid været tale om smuglerier, har det drejet sig
om værdiløse ure, som er blevet søgt afsat på beværtninger under fore
givelse af, at urene var af betydelig større værdi, men det publikum, der
køber disse ure under sådanne forhold, er næppe Tempus-urmagernes
kunder, hvorfor problemet kun har interesse for myndighederne, når der
indgår bedragerianmeldelser.
Derimod har de forbedrede forsyningsforhold øget konkurrencen, og
den almindelige rigelige tilstedeværelse af alle slags varer har ganske
naturligt i fællesskab med de stadig stigende skatter betydet en knaphed
på penge, således at lauget og dets reklameudvalg i slutningen af
1952
så
det som en virkelig presserende opgave at styrke medlemmernes salg ved
en intensiv annoncering. I modsætning til de uden for lauget stående ur-
103