104 / 137
Oldermanden bad forsamlingen om en udtalelse om ønskeligheden
af en afbetalingsordning, og i tilslutning hertil fulgte en lang og saglig
betonet diskussion, og man fandt frem til, at man først måtte tage stilling
til, hvorvidt man ville gå ind for en kollektiv annoncering om kontosalg.
Da enighed opnåedes herom, gik man videre og vedtog, at det skulle
være forbudt de enkelte medlemmer at annoncere med kontosalg, afbe
taling eller lignende. Derefter blev bestyrelsens forslag til retningslinier
for salg på afbetaling gennemgået, og der vedtoges i så henseende en reso
lution, som tilsendtes medlemmerne i et cirkulære af
24
. november
1952
.
På baggrund af den kampagne, som lauget - og først og fremmest
oldermand Wiboe - havde ført mod denne »samfundets kræftskade«, der
hed salg af ure på afbetaling, var den enighed om nu direkte samlet at
gå ind for salg af ure på afbetaling at betragte som en kovending for den
af lauget hidtil førte politik, og man må da med rimelighed kunne stille
det spørgsmål: »Hvad var grunden til dette omslag?«
Set i sammenhæng med de senest stedfundne begivenheder inden for
urhandelen må svaret blive det, at konkurrencen fra outsider-detailhan
delen simpelthen gjorde det nødvendigt. Den rigelige forsyning med ure
på basis af deponeringsordningen havde skaffet grobund for en helt ny
kategori urhandlere, hvis eneste kvalifikation til at optræde inden for
urbranchen var deres kapital.
Thi var kapital i tilstrækkelig mængde tilstede, kunne der importeres
mod depositum og sælges direkte fra importør, og det oven i købet på
afbetalingsvilkår, således at laugsmestrene, der hidtil kun rent undtagel
sesvis havde givet sig af med afbetalingssalg, blev stærkt distanceret i
konkurrencen om afsætning af ure. Man må erindre, at laugets vedtægter
som betingelse for medlemsskab indeholder bl. a. en bestemmelse om, at
medlemmets forretning ikke må være
b a s e r e t
på afbetalingssalg. Ved de
retningslinier, som nu blev vedtaget, og som i store træk gik ud på, at
udbetalingen skulle udgøre mindst
25
pct. af detailprisen, og at rest
summen skulle være afviklet inden for et år, gjorde man ganske vist ingen
ændring i den hidtidige affattelse heraf, og mange af de ældre medlemmer
erklærede åbent, at de ikke, uanset den skete vedtagelse, kunne tænke sig
at befatte sig med denne form for handel.
Det må dog siges, at laugets gamle generelle opfattelse af afbetalings
handelen naturligvis var økonomisk sund; men tiden var løbet fra den,
og hvis laugets medlemmer virkelig skulle efterleve et generelt forbud mod
salg af ure på afbetaling, var deres mulighed for at bevare stillingen
blevet reduceret fra at være kvalificerede ursælgere og reparatører til frem
tidigt kun at være kvalificerede reparatører af de ure, som urhandlere, der
ikke behøvede at være branchefolk, forhandlede. I disse dage advaredes
der stærkt mod, at det kom til at gå urmagerne, som det var gået sko
magerne, der siden skotøjsindustriens fremkomst så godt som aldrig solgte
et par nye sko, men var henviste til at reparere de sko, som andre solgte.
102