UhrmagerlaugetKjøbenhavn

Sa lad os da bestandig holde os det for øje: »Leve af« og »leve for«

bør være uadskillige begreber for os alle.

V i gamle laugsbrødre er enige om, at vi betragter det som en ære at

være medlemmer af dette gamle laug og være laugsbrødre med hinanden,

thi her spørges, om Du og jeg er gode danske mænd, der vil være med til

at højne vor stand og derigennem tjene vort land.

Til Jer nye laugsbrødre skal jeg sige, at I nu er med til at værne om dette

laugs ære og værdighed og bevare traditionen »et godt kammeratskab«

til os alle, såvel som vi til Jer. Vi håber, at I vil være gode og dygtige

fagfæller, og slutter gerne pagten med jer, derved tilsiger jeg alle vor

bedste støtte og redeligste hjælp.

Mit ønske er, at

v i a l le

vil betragte det som en ære at tilhøre vort gamle

og ærværdige københavnske urmagerlaug.

Som laugets oldermand forespørger jeg Dem nu, vil De overfor mig

og de tilstedeværende laugsbrødre bekræfte, at De vil gøre Deres til, at

vort gamle laug må gå frem i ære og anseelse, og at De vil overholde lau

gets love?«

Og derpå - efter at hver enkelt havde svaret bekræftende - trykkede

oldermanden over laden hver enkelt i hånden, idet han udtalte:

»Efter at I nu hver enkelt overfor mig og overfor de øvrige tilstede

værende laugsbrødre har bekræftet Jer indtræden i vort laug, ønsker jeg

Dem over åben lade til lykke med Deres optagelse, som hermed er endelig

fuldbyrdet.«

Kun tre dage efter denne festlige aften mistede en gammel ven af lauget

livet ved en automobilulykke : overretssagfører Bang Ebbestrup, laugets

tidligere juridiske konsulent og gamle dirigent, som havde overværet så

mange begivenhedsrige laugsforsamlinger, døde den

1 3

. januar

1 9 5 1

år gammel.

Fagets forsyningshold var i løbet af

1950

bedret noget. På den ordinære

laugsforsamling den

1 1

. april

1951

kunne oldermanden oplyse, at der i

1950

var blevet udstedt importbevillinger for ure til et samlet beløb af

10,9

mill. kr., og reklameudvalget havde derfor ment, at man nu kunne

fremvise den Tempusfilm, som allerede i nogen tid havde ligget klar.

Som det fremgår af det allerede udviklede, var laugets største hoved

pine i de sidste krigsår og de første efterkrigsår de svigtende importmulig

heder for ure og fourniture fra Schweiz. Ved begyndelsen af

1951

havde

det set ud, som om i hvert fald fourniture ville komme på friliste, men

det var blevet ved tanken.

Da året var ved at gå på hæld, kunne det imidlertid tyde på, at der

var ved at ske en ændring i situationen, og laugets medlemsblad lagde op

til udgivelsen af et særnummer om den schweiziske urindustri. Forbe

redelsen heraf forløb lidt tungt; fra schweizisk side havde man svært ved

at få øje på en lysning i situationen, og et indlæg i bladet af direktøren for