UhrmagerlaugetKjøbenhavn

organisationerne var sket i Dansk Arbejdsgiverforening, hvor han havde

været redaktionssekretær ved »Arbejdsgiveren«. Derfra var han gået over

til stillingen som sekretær i Håndværksrådet, hvis tidsskrift han havde

redigeret, og da han kunne forene sin nuværende stilling som redaktør

ved »Udenrigsministeriets Tidsskrift« med et par morgen- og aftentimer i

lauget, fandt man i ham en efter alt at dømme egnet mand for lauget.«

Oldermand Gjesagers indsats i laugets tjeneste kunne og kan ikke over

vurderes. Hans skæbne blev den samme som så mange andre oldermænds,

nemlig den, at hans laugs virksomhed tog mere tid end hans egen forret

ning. Oldermandsposten var efterhånden blevet så krævende, at den kun

kunne beklædes af den, der har en stedfortræder til pasning af egen for

retning. At de repræsentative pligter er blevet omfattende, ses umiddelbart

deraf, at megen af oldermand Gjesagers repræsentation for lauget er blevet

flyttet til hans hjem, hvor de, som lauget ellers skulle være vært for, er

blevet modtaget. Det siger sig selv, at en oldermand ikke også kunne vare

tage de daglige sekretariatsekspeditioner, end sige redaktionen af et

medlemsblad.

Laugets kontortid, der i

1950

var kl.

1 1

, blev udvidet til

1 2

, og selv

denne udvidelse er ikke tilstrækkelig.

Foruden laugssekretæren beskæftiges en kontordame, hvis arbejdstid

udnyttes meget intensivt, og i

1954

fik lauget en hel telefon af hensyn til

samtaletallet, og samtidig udvidedes laugets kontorer, således at der nu

kan disponeres over et stort og et lille mødeværelse, og desuden er selve

kontoret og det tilstødende arkiv blevet indrettet således, at der også vil

kunne holdes møder dér, hvilket vil sige, at der på een gang kan af

holdes

møder, hvad der i travle perioder faktisk har været praktiseret.

Imidlertid indebærer det forhold, at laugssekretæren, der ikke er urma

ger, samtidig skal være tidsskriftets redaktør, den ulempe, at han ikke i

samme omfang som en urmager kan forfatte faglige artikler, og i den

henseende står tidsskriftet tilbage i betydning sammenlignet med dets

første leveår.

Da Optikerforeningen for Danmark af

1910

den

. november

1950

kunne fejre sin

-årige beståen, ridsedes foreningens historie op i laugets

medlemsblad i en artikel af foreningens formand siden

1947

, Sv. Isak

Jensen.

Ursmuglerierne havde i de seneste år taget til i et hektisk tempo. Ganske

naturligt, fordi landets underforsyning med ure voksede måned for måned.

I Sverige var forsyningssituationen langt bedre end i Danmark, hvilket

førte til den for de danske urmagere så beklagelige løsning, at sjællænderne

tog en tur over sundet for at købe de ure, som ikke kunne skaffes her.

Også ved Danmarks sydgrænse var der en livlig turiststrøm til Tyskland,

der efter at have været langt nede efter krigens hærgen, nu i henseende til

forsyninger var nær ved at være det førende land på det europæiske

kontinent.