12 / 137
søgelyset fra det offentliges side, som man kender det i dag. For at beskytte
den hjemlige produktion indføres forbud mod indførsel af »sådant hånd
værksarbejde, som hjemlandet kan frembringe« — ikke af kærlighed til
håndværket, men for at statsmagten kan kontrollere håndværkets produk
tion og priser. For dog at yde datidens regenter retfærdighed skal det
siges, at laugsvæsenet vel var vokset frem som en nødvendighed for at
fagfæller sammen kunne bedre deres pauvre håndværkerkår, men sam
tidig skortede det ofte på fremsynethed, og fagenes udvikling hæmmedes
vel af økonomisk formåen til forsøg på tekniske forbedringer og til at
afprøve nye metoder, som var indført i nabolandene, men ikke mindst
gjaldt det, at fremskridtet blev kvalt i traditionel arbejdsgang og kort
synet prispolitik.
Chr. IV ophævede som bekendt laugene, hvilket sikkert skal forstås ikke
som et forbud mod laugenes eksistens, men som en annullering af laugs-
tvangen.
Laugene fortsatte da også deres tilværelse, og af senere forordninger
ses det også, at Christian IV anerkender laugenes tilværelse, ja, pålægger
dem endog forskellige generelle beføjelser og pligter, som på sin vis minder
om de moderne arbejdsretlige forhold: forhandlingsret og -pligt mellem
mestre og svendeorganisationer, voldgift o. s. v.
I kampen for dog at bevare fortrinet som berettiget til mestergerningen
kan datidens smedelaug notere sig den sejr, at ingen svend efter bestået
svendeprøve skulle kunne nedsætte sig som mester, førend han i mindst
to år havde arbejdet hos en mester i byen.
Om de følgende åringers udvikling siger Rasmus Berg i sit værk om
Smedelauget:
Som for de fleste andre laugs vedkommende kan man dele smedelaugets historie i
to hovedafsnit, det første til godt over midten af det 18. århundrede, da laugsvæsenet
opretholdes og anerkendes, og det sidste, hvor den gamle institution angribes fra alle
sider for til sidst at bukke under.
I den første periode har lauget væsentlig kun at kæmpe mod konkurrenter udenfor
lauget og mod enevoldsmagtens reguleringslyster. I den anden periode kommer hertil
desuden kampen mod liberalismen, der ville laugsvæsenets ophævelse, og kampen mod
den moderne teknik, den moderne koncentration, der nødvendigvis måtte medføre det
gamle håndværks og dets institutioners undergang.
Det, hvorved det gamle laugsvæsen særlig kan karakteriseres, er dets eneretsbestræ
belser. Det var af afgørende betydning for håndværkeren, at det lille marked, han skulle
forsyne, blev ubeskåret. Hver ny konkurrent, der opstod, var en medbejler til den som
regel fattige fortjeneste, han kunne skaffe sig. Han kunne jo ikke udvide sin virksomhed,
ikke slå ind på nye baner. Han havde kun sit håndværk at holde sig til, og det var
snævert nok begrænset af selve tekniken, af skik og brug og ikke mindst af selve laugs-
institutionen, der slog snævre grænser om ham. Thi selv om han havde været i stand
til at udføre mere arbejde og skaffe sig større fortjeneste, så forbød laugsvedtægterne
ham det. Han måtte højst beskæftige fire svende; fik han arbejde til flere, skulle det
afgives til hans fæller.
Intet under da, at den lille mester kæmpede for at bevare sit »embede«. Men det var
en hård kamp, thi samfundet havde mange foruden ham, der skulle forsørges. Selv
10