13 / 137
med den forholdsvis ringe befolkning, Danmark havde i det 17. og 18. århundrede, synes
den dog at have været for stor til at finde sit udkomme. Særlig synes forholdene i Køben
havn at have været slemme, thi dér medførte mange omstændigheder en stor tilstrømning
af mennesker. Der var aftakkede soldater og matroser, ledige tjenestefolk, betlere og
andre løse eksistenser.
Og kongen, der var landets fader, måtte sørge for dem alle. Derfor den stadige ind
griben i laugsrettighederne og de mange særprivilegier, der uddeltes til snart den ene
og snart den anden.
Hertil kom kampen mod laugets egne svende, der ikke havde råd til at blive mestre,
kampen mod »fuskere og bønhaser« af enhver art, og endelig kampen mod overgreb
fra beslægtede håndværks side.
Der var nok at besvære sig over, og i grunden er de sidste par hundrede år af laugenes
tilværelse heller ikke andet end en fortsat klagesang.
Man søger at holde igen af al magt, men det er kun meget sjældent sejre, der kan
opvises.
I det 17. århundrede gik det endda an. Det må således sikkert betragtes som en fordel,
at lauget 1650 får Magistratens bekræftelse på en vedtægt om, »at ingen mester, det
være sig grovsmed, kleinsmed, nagelsmed, sporemager, bøssemager, sejrmager, kniv
smed, leesmed og boresmed*) efter denne dag understår sig den ene i den anden sit
håndværk, indpas eller forfang at gøre.«
Først i Smedelaugets artikler, som Christian V udstedte den
1 3
. novem
ber
1674
, aner man urmagernes fagligt nødvendige hang til udskillelse,
først som en fraktion, derpå senere som selvstændigt laug, thi i disse
artikler nævnes urmagernes særlige mesterprøve:
»Ingen Indlænding, som vil være urmager, må til mester antages, før han sit mester
stykke gjort haver, som efterfølger..........
Lille-Urmager: Et staaende eller hængende Segerværk med et Pendul eller Perpen
dículo.
Grov-Urmager: Et Hjul med et (!) Uro til et Segerværk.
Og naar nogen bliver, d. v. s. vil være, Mester i disse oven specificerede Haandværk,
da skal han examineres af tvende Mestre, som særdeles ere af det Haandværk, hvoraf
han vil gøre Profession, og af dennem erklæres dygtig Mester at vorde.«
En indgribende reform fik lauget derimod at beskæftige sig med, da
Christian den femtes forordning af
23
. december
1681
udkom.
Med denne forordning ophævedes alle bestående laugsskråer med et
slag; kun blev det rent foreløbigt tilladt en række håndværk, deriblandt
smedene, at beholde de laugsartikler, de havde, for så vidt de ikke stred
mod forordningen.
I tilslutning til denne forordning udstedtes der den
6
. maj
1682
et nyt
påbud »om håndværks svende og drenge i købstæderne«, hvori der blev
givet nærmere regler for arbejdsforholdene.
De to her omtalte forordninger dannede grundlaget for datidens næ
ringsret. De nærmere regler, hvorefter disse skulle organiseres, blev givne
i særlige artikler for hvert håndværk. For smedene udkom de den
4
. novem
ber
1682
.
*) I så mange specialiteter var lauget nu delt.
I I