14 / 137
Denne betød i realiteten en overflødiggørelse af lauget og dermed dets
ophævelse som laug i den hidtidige forstand.
I spidsen for lauget skulle, ligesom forhen, stå en oldermand, men
medens denne tidligere som regel kun virkede eet år ad gangen, så blev
tjenestetiden nu to år. Oldermanden skulle vælges af magistraten blandt
tre af lauget med de fleste stemmer foreslåede mestre. Syntes magistraten
imidlertid ikke om nogen af de udpegede, kunne den selv udnævne en
oldermand efter eget tykke.
Oldermanden var øvrighedens repræsentant og skulle indføre alle
mestre med navn og bopæl i laugets protokol.
Enhver, der ville optages i lauget, skulle have lært håndværket i fire år.
Efter udstået læretid skulle der følge en svendetid på tre år, der dog ikke
behøvede at anvendes til vandring, og efter denne tid yderligere det
såkaldte mestersvendeår. Ingen kunne altså normalt blive mester uden at
have arbejdet i faget som dreng eller svend i mindst otte år. Heri ligger
der ikke noget nyt; man vil netop ved bibeholdelsen af denne læretid
betone, at enhver håndværksmester burde være sit fag mægtig. Og dette
fremhævedes yderligere ved forordningen om mesterprøver, der skulle
bestå af de samme arbejder som efter den foregående skrå.
Lauget dannede nu ikke længere noget rets-institut til bilæggelse og
domfældelse af indre stridigheder. Det hørte politiet til.
På møde i lauget i
1603
enedes man om at sælge laugshuset, det hånd
faste symbol på det gamle vælde, og udbyttet deltes ligeligt nellem samt
lige laugsbrødre.
Det er klart, at den totale ændring af laugenes myndighed måtte få
følger for de efterhånden i arbejdsmæssig henseende så forskellige fraktio
ner inden for smedelauget, og medens grov- og klejnsmede i
1 7 1 0
uden
held andrager om at måtte blive udskilt som et særligt laug, får nagel-
smedene, og derpå urmagerne i
1755
deres egne laug. Forinden - den
1 1
. august
1752
- kun
3
år før urmagerlaugets oprettelse, fik urmagerne
endnu engang laugsartikler sammen med smedene.
Om grunden til ønsket om en adskillelse fra smedene kan der næppe
herske tvivl.
»Urmagerne betragtede sig ikke blot som en slags finere håndværkere,
men som kunstnere. Det er sikkert ikke gået af uden rivninger mellem
urmagerne og mestrene i det lovlige og ærbare smedelaug, der for det
første havde en instinktmæssig uvilje mod alt nyt, og som dernæst uden
tvivl sad inde med noget af den mangel på forståelse og god vilje, som folk
af det grovere arbejde ofte føler overfor udøverne af beslægtet, men finere
kunst. Urmagerne ville vel nok have sat stor pris på at kunne nyde et
laugs beskyttelse og rettigheder uden at behøve at underkaste sig smede-
laugets højhedsret; men når urmagerne nærede ønske om at få en selv
stændig organisation, har det vist især været fremkaldt ved den urimelig
hed, at smedemestre skulle sidde til doms over urmageres arbejde. Ved
12