19 / 137
DE F Ø R S T E
150
Å R
F
ø r s t
da -
200
år efter, at sejermagerne og urmagerne i København
havde udfærdiget tårnure, taffelure, rejseure og de første lommeure -
lykkedes det dem at få den kongelige stadfæstelse af deres ønsker om at
være sig selv - et selvstændigt håndværksfag, og nu
200
år efter laugets
oprettelse, må vi spørge, hvad fik urmagerne ud af deres organisatoriske
selvstændighed ? Kunne deres specielle faglige dygtighed, som man havde
fremhævet som et argument til selvstændigheds opnåelse, føre til en frem
tid i fremgang og dygtiggørelse til håndværksmæssig nyskabelse og tekniske
forbedringer?
Svaret har allerede været kendt, siden lauget fejrede sit
150
års jub i
læum; da havde man kapituleret over for udlandets urindustrielle frem
bringelser, og de danske urmagere, hvis titel betyder urfremstillere, har
siden måttet ernære sig som ursælgere og reparatører. Men selv om dette
i sig selv lyder som et nederlag, fagligt- og håndværksmæssigt, skal det dog
straks siges, at man siden har gjort alt, hvad der var muligt for at rejse det
sjunkne mod og for at dygtiggøre fagets unge som urmagere i moderne
håndværksmæssig forstand, og hertil har oprettelsen af skolen og bibehol
delse af mesterlæren været de to grundpiller, hvorpå det nuværende danske
urmageri hviler.
Siden laugets oprettelse i
1755
har
27
oldermænd stået i spidsen for
lauget, naturligvis ikke alle lige længe, længst virkede O. P. Wiboe - hans
oldermandsperiode varede næsten
25
år, medens hans forgænger P. Bjer
ring kun virkede i
3
måneder.
I det følgende vil der i så korte træk, som det er muligt, blive gjort rede
for det københavnske urmagerlaug og dets skæbne i tiden indtil
175
års
jubilæet og derefter for laugets historie i de seneste
25
år.
Til laugets første oldermand valgtes i september
1755
jV.
E . £ 'ie g e n h ir t
, men
hans oldermandstid blev brat afbrudt ved hans død knap et år senere.
2
l 7