21 / 137
Det var ham som i
1773
udtalte, at »det burde ejheller bevilges nogen
svend at begynde på sit mesterstykke, førend han først udi fem år havde
arbejdet for svend, og hvoraf han i det mindste to-tre år burde rejse
udenlands for at gøre sig des bedre perfektioneret«, en udtalelse, som
lauget for den sags skyld kunne underskrive den dag i dag, idet man stadig
mener, at den nybagte svend savner såvel faglig som merkantil erfaring
og modenhed og derfor både af hensyn til publikum, til lauget og sig selv
burde vente med at etablere sig.
Konflikter mellem mestre og svende var dengang bestemt af mange
problemer små og store. Lønnen var lille og arbejdstiden lang. I tilfælde
af sygdom havde svenden ikke mulighed for økonomisk støtte. Tilrejsende
svende var bl. a. med til at trykke arbejdsmarkedet, og i tilfælde af
arbejdsløshed var også vejen til at nedsætte sig som mester både trang og
dyr. Det var derfor samfundsmæssigt og organisatorisk rigtigt, at older
mand Lyngager i
1773
slog til lyd for at svendene burde oprette et laug
med dertil hørende kasse.
Det var også i Lyngagers oldermandstid, at en sag, som havde laugets
udelte interesse, blev afsluttet til laugets tilfredshed, men dog uden dets
medvirken. Den drejede sig om det kgl. Opfostringshus, der siden
1763
havde drevet et urmagerværksted og uddannet lærlinge i dette værksted,
som var blevet drevet af en schweizer, hvis evner som leder og læremester
var så ringe, at det måtte likvideres. Lauget var dermed blevet en kon
kurrent kvit, hvis efterladte værktøj lauget købte på auktionen.
Laugets syvende oldermand blev
J . P . le M a i r e ,
1 5
. oktober
1787
til
22
. oktober
1789
, den ottende
J . J o n s e n R a m s ø e ,
22
. oktober
1789
til
5
. oktober
1 793
, og den niende
J . G . A d a m s e n
fra
5
. oktober
1793
til
14
. oktober
1 795
.
Medens lauget med hensyn til opfostringshusets værksted havde haft
held med sig, havde dets medlemmer blandt storurmagerne mindre vind
i sejlene. Igennem en lang årrække, ja, allerede siden tiden før laugets
oprettelse, havde laugsmestrene bekæmpet den overhåndtagende born
holmske urindustri. Bornholmerne præsenterede for første gang her i
landet ure med pendulgang -
100
år efter, at denne opfindelse var blevet
gjort af Huyghens. Det er ikke blide ord, Bering Liisberg har tilovers for
laugets bagstræb i denne sag, og han konstaterer da også med en vis til
fredshed, at Landhusholdningsselskabet i
1787
og
1790
udsatte præmier
til fremme af den Bornholmske industri, og at regeringen yder øboernes
initiativ teknisk bistand.
Endnu en gruppe, men dog langt mindre betydningsfulde, konkurrenter
måtte lauget bekæmpe og her med føje; de såkaldte Nurnbergere, som var
datidens forhandlere af »fidusure«, havde blandede høkerbode, hvor ure,
torsk, anden fisk og en dram til en tørstig sjæl blev falbudt over disken.
Imidlertid var en langt alvorligere konkurrent dukket op: Den unge
urmagersvend Jürgen Jiirgensen gjorde sit mesterstykke i
1 775
, men for*9