26 / 137
Med hensyn til de merkantile opgaver må det erkendes, at de ikke blev
løst den gang, og at kun forholdet til grossisterne blev bragt til en tilfreds
stillende løsning med den mange år senere indgåede eksklusivaftale.
At ure kun bør kunne forhandles af urmagere er uden tvivl et beret
tiget ønske, omend det ingensinde er blevet realiseret fuldt ud. Bekæmpel
sen af den ulovlige omløben med varer står på den dag i dag, og det
samme må siges om afbetalingssalget, som dog i vore dage i en videre
gående grad er blevet lovreguleret.
Planerne om oprettelse af en landsforening, en centralforening blev der
imod lykkeligt gennemført i
1893
med Wildschiødtz som formand, ikke
mindst på flere københavnske mestres initiativ.
Allerede året efter tages spørgsmålet op om indførelse af minimal løn,
maksimal arbejdstid og priskurant for akkordarbejde og en prisliste for
mestre, og med vedtagelsen af priskuranten med tilhørende straffebestem
melser var
1875
-foreningen indtrådt i de voksne organisationers række.
Endelig var der med centralforeningens stiftelse vågnet en svag for
ståelse af fagligt fællesskab, og det ventileredes at indføre et bomærke, som
kun foreningens medlemmer måtte skilte med, og som overfor publikum
skulle fremhæve faglærte urmagere fremfor de andre urhandlere; et for
slag, der på een gang tangerede - og stimulerede - faglig dygtighed og
det vågnende merkantile indslag i urmagernes tilværelse.
Der fandtes altså på dette tidspunkt ikke mindre end tre organisationer,
Uhrmagerlauget i Kjøbenhavn, Urmagerforeningen af
7
. april
1875
og
dem nystiftede Centralforening af
1893
, alle tre med Wildschiødtz i spidsen.
Ganske logisk blev konsekvensen af den skete udvikling i
1875
-forenin
gen, at der begyndte en vis gruppedeling mellem mestre og medhjælpere,
men medens denne interesseforskel forblev latent i nogle år, blussede den
op, da Wildschiødtz afgik ved døden den
19
. marts
1897
.
T il laugets toogtyvende oldermand valgtes
H . L i i s b e r g
den
24
. marts
1897
, og foruden valgtes han til formand for Centralforeningen, medens
formandsposten i
1875
-foreningen overtoges af Jul. E. Hansen.
Da den i
1899
stiftede fagforening for urmagersvende går til forhand
lingsbordet, bliver det laugets repræsentanter, hvormed der kontraheres,
og hermed er laugets position som arbejdsgiver- og mesterorganisation
blevet fastslået.
En ændring af laugets vedtægter den
1 3
. januar
1901
medfører bl. a.,
at den gamle ordning med en oldermand og to bisiddere afløses af en
moderne bestyrelse med en oldermand og seks bestyrelsesmedlemmer,
hvoraf de to bærer titel af bisiddere.
I
1905
tæller lauget
100
medlemmer, en anselig fremgang, og Liisberg
og hans bestyrelse kunne da også med stolthed fejre laugets
150
års jub i
læum den
18
. juli. Den historiske udstilling, der afholdtes i forbindelse
hermed, blev en succes med over
25.000
besøgende.
24