24 / 137
vember
1852
til
10
. maj
1864
. Først i slutningen af hans oldermandstid
begynder nogle af laugsmedlemmerne at forstå betydningen af fagligt
organisatorisk virke. Men forud var det gamle noget affældige laug blevet
100
år. Var det i erkendelse af, at de forløbne år ikke havde været til
strækkeligt glorværdige til, at man kunne jubilere, eller fordi man på for
hånd skønnede, at tilslutningen ville blive for ringe, eller at man var så
uformuende, at hverken lauget eller dele deraf kunne tillade sig en
jubilæumsfest? I hvert fald arrangerede lauget intet, men alligevel for-
anstaltedes en skovtur, og fra denne lejlighed stammer pokalen på laugets
lade.
Bering Liisberg siger, at det kun var en del af laugets medlemmer, der
deltog ved denne lejlighed, men det kan næppe passe. Pokalen bærer
58
navne (to forekommer ganske vist to gange), men det vil faktisk sige,
at alle laugets medlemmer har deltaget i skovturen med Tietcke i spidsen.
Laugets medlemstal lå i disse år på omkring
56
, men selv dette lille
kontingent var det svært at samle og vække interesse hos. End ikke for
beredelsen af den nye næringslov formår at vække laugsånden. Enkelte
- ganske enkelte - aktive starter i
1861
en urmagerforening, for hvilken
Wildschiødtz, der lige havde bestået mesterprøve, blev formand, men
foreningen opløstes allerede året efter.
De frie næringsforhold var nu en kendsgerning. Enhver uberygtet mand
kunne nu tage borgerskab i det fag, han ønskede; men i lauget kunne kun
de faglærte optages.
Man forstår godt, at laugets medlemstal daler hurtigt; manglende akti
vitet hos laugsledelsen, restancer og ophørt tilgang er årsag til, at Tietcke,
da han i
1864
afgår ved døden, efterlader sig et laug på
10
medlemmer
til sin efterfølger, laugets tyvende oldermand
C a r l M a t h æ i
, fra
10
. maj
1864
til
5
. oktober
1887
.
Som bisidder var Carl Wildschiødtz blevet indvalgt, et tegn, der kunne
tyde på en planlagt aktivisering. Denne giver sig bl. a. udtryk i, at med
lemstallet stiger. O. P. Wiboe konstaterer, at der i
1867
indbetaltes et
beløb på
134
rigsdaler, et for laugets kasse betydeligt beløb; det hidrørte
fra den af Wildschiødtz i
1861
startede forening, som opløstes året efter.
W i l d s c h i ø d t z
kunne ikke - selv da han fra
29
. oktober
1887
til marts
1897
var laugets een og tyvende oldermand - puste liv i sin organisation.
Det blev i Uhrmagerforeningen af
7
. april
1875
, at det faglige forenings
liv kom til at udfolde sig. Et halvt år efter foreningens stiftelse blev W ild
schiødtz dens formand - medens han endnu var bisidder i lauget.
Wildschiødtz kvalifikationer var først og fremmest faglige. Selvom Wiboe
frakender sin gamle læremester, Wildschiødtz, evnen som organisator,
indser denne dog betydningen af at udgive et fagblad: i
1880
påbegynder
foreningen udsendelsen af »Dansk Tidsskrift for Uhrmagere«, i oktober
1889
startes urmagerskolen, som dog også støttes af lauget.
Tidsskriftet og faglige mødeaftener formåede efterhånden at samle
22