65 / 137
sageligt er københavnske interesser, Optikerforeningen skal varetage, men
at optikere både fra provins og København arbejder sammen i een for
ening: Optikerforeningen for Danmark til gavn og styrkelse for standen.«
Ved valget af ny bestyrelse fremkommer M. Gjesager med et motiveret
forslag, i hvilket man allerede aner den kloge samarbejdspolitik, som den
senere oldermand siden har fulgt: »Sagen over personerne« og forståelsen
af samarbejde tværs over bælterne.
»Lad os lære af selve tiden, som man jo kalder en svær tid, men som vi
ikke desto mindre er vidne til kalder meget værdifuldt til live, og som på
mange måder skaber tidehverv. Lad os her inden for Optikerforeningen
se bort fra de kunstige modsætninger og samle alle kræfter i foreningen for
idékampen. Jeg ved vel, at der er gamle fordomme, som lever endnu,
men vi må bort fra dem, for de lever ofte længere, end udviklingen egentlig
berettiger til. V i må finde frem til det punkt, hvor fagets fælles interesser
stilles i første række, og hvor spørgsmålet »København contra provinsen«
eller »specialoptiker contra ikke-specialoptiker« må vige for fagets fælles
interesser.«
Forholdet til Centralforeningen synes efter det skete i optiksagen at
være bedret noget; fælles vanskeligheder nærmer parterne til hinanden,
og da svendene efter pristallet kan kræve timelønnen hævet med
38
øre,
lykkes det de to mesterorganisationer at træffe aftale med fagforbundet
om en forhøjelse på
21
øre, men samtidig opsiger mestrene overenskomsten
pr.
1
. oktober
1 9 4 1
.
For første gang siden bruddet ser man A. Jepsens og O. P. Wiboes navne
side om side efter et fællesmøde i laugets lokaler.
Nogle måneder før udløbet af overenskomsten mødes de tre organisa
tioners repræsentanter påny, uden at der dog opnås noget resultat, og da
strejke eller lockout i henhold til den da gældende lovgivning var forbudt,
var der kun det i henhold til lov om arbejdsforhold nedsatte fællesudvalg
at indanke sagen for, og dette udvalg afsagde den
9
. oktober
1941
sin
kendelse, hvorefter den opsagte overenskomst blev forlænget til
1
. marts
1942
, og timelønnen forhøjedes med
4
og
2
øre pr. time, medens akkord
satsen forhøjedes med
2
pct. Allerede dagen efter indgår de tre organisa
tioner en ny overenskomst, hvori den afsagte kendelses bestemmelser er
inkorporeret:
Bestemmelser vedrørende prisliste og arbejdsforhold.
§
1
. De her i prislisten ikke nævnte stue- og lommeure eller nye urdele
og i øvrigt alt ikke nævnt arbejde, herunder indbefattet antike og kompli
cerede ure, betales i hvert enkelt tilfælde efter overenskomst eller således,
at vedkommende arbejders timeløn er garanteret.
Det samme gælder:
Når mesteren forlanger ekstrafint arbejde udført ved aftræk, reparationer
eller regulering, samt ved ure, som grundet på indvirkning af vand eller
63