UhrmagerlaugetKjøbenhavn

ikke rigtig komme i forsoningshumør og formulerer laugets tilbud som en

anmodning »i ellevte time« fra lauget til Centralforeningen om at gå med

i samarbejdet om plomben. Efter parentetisk at have bemærket sig dette,

hilser laugets blad det udvidede samarbejde med glæde, ikke alene for re

klamens skyld, men også for den samarbejdsånd, som i almindelighed

gerne skulle opnås imellem de to organisationer.

Den fagpolitiske linie, som var laugets og Wiboes, og for den sags skyld

også har været laugets efter Wiboe - går i store træk ud på at søge at dæmpe

tilgangen af lærlinge med henblik på at undgå arbejdsløshed, flugt fra

faget af den ungdom, hvis uddannelse branchen og staten for en stor del

har været med til at bekoste, en flugt til andre arbejdspladser, men man

har også gerne villet praktisere en vis regulering af tilgangen med hen

blik på tilgangen af mestre. Gang på gang har Wiboe som oldermand og

Gjesager som skolebestyrelsens formand advaret mod at øge antallet af

uddannede lærlinge fra år til år. Også fagforbundet står - naturligvis -

på denne linie.

I en artikel i laugets tidsskrift redegør forbundsformand C. Madsen for

udviklingen: I femåret

1937 - 1942

var antallet af beståede svendeprøver

gennemsnitlig

pr. år, men ved udgangen af

1942

er så mange nye

læreforhold blevet påbegyndt, at man i

1947

måtte regne med ca.

bagte svende.

»Ingen kender fremtiden«, hedder det her, »men skulle der omkring

nytår

1947

her i landet været noget, som lignede det, vi tidligere kaldte

normale forhold, er det ikke let at se, hvorledes de mange unge urmager

svende skal finde beskæftigelse. I øvrigt kan det også af den grund blive

nødvendigt for et enkelt år at udvide urmagerskolen. Værst vil det måske

blive for mestrene. Det vil sikkert blive antallet af disse, der bliver forøget;

hele udviklingen hidtil inden for vort fag peger i den retning; og selv om

der er uenighed om mangt og meget blandt vort fags udøvere, så har jeg

endnu ikke hørt nogen påstå, at der findes for få mestre.«

Noget klarere udtrykker O. P. Wiboe sig om modstanden mod uddan

nelsen af »for mange« urmagere. Hans betragtninger fremsættes i en artikel

om svendeprøven i »Dansk Tidsskrift for Urmagere« nr.

. maj

1943

og er i sin form en — i øvrigt særdeles venskabelig —meningsudveksling

med Isak Jensen.

» ... Endelig siger IsakJensen: »En gang vovede jeg den påstand, at vi ikke

uddannede for mange,« og, føjer han til, »når vi blot gjorde det godt

og rigtigt.« Jeg ser nu godt Isak Jensens tankegang og kan til dels følge

ham. Men her kommer det store »men«. Betingelsen for, at vi ud fra —

ja, lad mig sige —et samfundssynspunkt —skulle uddanne et langt større

antal urmagere, end der med rimelighed kunne beskæftiges ved normalt

arbejde inden for faget, var den, at uddannelsen lå på et så højt stade, at

disse uhrmagere havde næsten sikre chancer for at arbejde sig op i stillinger