UhrmagerlaugetKjøbenhavn

var anført med så små bogstaver, at det for så vidt lige så godt kunne

have været udeladt. Formålet var klart at bibringe publikum den opfat

telse, at her boede en urmager, der forhandlede Tempusure. Sagen gik

sin hurtige gang og udmundede i et forlig i fogedretten, hvor den pågæl

dende forpligtede sig til at ophøre med denne illoyale reklameform såvel

»udvendig« som »indvendig« i sin forretning. For kuriositetens skyld skal

af forliget citeres: »Jeg forpligter mig til ingensinde at benytte ordet

»Tempus« eller et ord, der har lighed hermed i forbindelse med min for

retning,« og desuden oplyses, at urmageren n år senere lovformeligt

indmeldte sig og optoges i lauget.

Dette var laugets første retssag om krænkelse af varemærke, og dens hurti

ge og gode udfald har siden styrket organisationen, der holder et vågent øje

med outsideres forsøg på at tilsnige sig en dem ikke tilkommende good-will.

En lakonisk meddelelse i »Dansk Tidsskrift for Uhrmagere« nr.

i. august

1943

lød : »Norges Uhrmagerforenings tidsskrift udkommer ikke

mere, idet næringsdepartementet i Norge med hjemmel i lov om almindelig

national arbejdsindsats har besluttet, at det skal ophøre at udkomme.«

Kommentarer var og blev overflødige. Danskerne havde bemærket sig

Vidkun Quislings eksistens.

Sommeren og efteråret

1943

bringer lidenskaberne i kog i sagen Central

foreningen contra lauget. Det er næsten umuligt at trænge igennem alt,

hvad der siges og skrives parterne imellem. Een ting fremgår dog klart.

Centralforeningens organisation er for løs i strukturen, enkelte bestyrelses

medlemmer sidder i hver sin ende af landet og driver hver sin lille politik.

Mellem linierne synes det at fremgå, at formanden kæmper en fortvivlet

kamp for at koordinere kræfterne, og han griber i sin kvide efter et banner,

under hvis løsen alle Centralforeningens medlemmer vil kunne kæmpe een-

drægtigt. Løsenet var »Ned med Københavneriet«; desværre havde det

ikke noget med faget at gøre.

Medens der i sin tid var sket et brud mellem laug og Centralforening i

spørgsmålet om repræsentanter i det faglige udvalg, rådede der en vis

optimisme i optiksagen, hvor virkelig enighed rådede mellem Centralfore

ning, laug, grossistforbund og Optikerforeningen af

1910

, hvis formand var

A. M. Berg. Ham er det nu, der, uvist af hvilken grund, bryder ud på en

for organisationspolitik uhørt måde, og spaltningen i denne i forvejen

vanskelige sag er blevet to-delt.

Det bliver svært at klarlægge sagen, uden at gengive O. P. Wiboes ord,

som desuden giver et karakteristisk billede af Wiboe som organisations

mand og debattør.

»A. M. Bergs mærkelige forslag til ordning af optikerspørgsmålet.

I Centralforeningens tidsskrift for juli anfører A. M. Berg den beretning,

han agter at aflægge på Centralforeningens generalforsamling i august

d. å. angående optik inden for vort fag.