78 / 137
Centralforeningen påbegynder snarest efter vedtagelsen plomberingen
af de plomberingsberettigede ure.
7
-
A f hensyn til de særlige regler, der ifølge fællesmærkelovgivningen er
knyttet til fællesmærkeregistreringen nr.
4/38
af ordet »Tempus« for
Uhrmagerlauget i Kjøbenhavn, bestemmes det herved, at D. U. og O. C.
ifølge nærværende overenskomst kun opnår ret til benyttelse af ordet
»Tempus« i forbindelse med Tempus-plompen og ikke opnår ret til anven
delse af det rene ord »Tempus«.
Den
20
. august
1943
havde Centralforeningen bestået i
50
år, hvilket
fejredes ved en aftenfest, hvor der var ca.
250
deltagere. Som repræsentant
for urmagerskolen var indbudt M. Gjesager og forstander Pedersen og for
Uhrmagerlauget oldermand O. P. Wiboe. Kun med fire linier i laugets
medlemsblad omtaltes dette jubilæum, hvis afholdelse i første række af-
dæmpedes af besættelsen og de alvorlige begivenheder, der fandt sted netop
i disse dage, men man kan vist gå ud fra, at laugets blad foretrak at for
blive tavst, fremfor at skrive nogen jubilæumsartikel under indtryk af den
mangel på samarbejde, som rådede de to organisationer imellem.
Dagen efter, den
20
. august
1943
, indviedes Optikerskolens lokaler i
Teknologisk Institut, og Poul Nielsen, næstformand i Optikerforeningen
for Danmark af
19 1 0
, holdt på formanden, A. M. Bergs vegne, åbnings
talen, idet A. M. Berg var forhindret i at komme på grund af standsning
af togforbindelsen med Odense. Men resten af året raser debatstormene mel
lem mændene bag ideerne om optiksagen og tillige om, hvorvidt fagtegning
med føje var blevet optaget som en disciplin ved urmagerfagets svende
prøve. W iboe havde til forsvar for sit standpunkt anført, at medens hans
årgang som følge af begivenhederne havde måttet nøjes med en middel
mådig uddannelse, var det kærlighed til fagets unge og deres faglige ud
dannelse, der havde fået ham til at gå ind for denne ordning, og ikke, som
af nogle påstået, hensynet til, om denne bestemmelse eventuelt kunne
virke adgangsbegrænsende. Men fra provinsens side appelleres dels til
fagforbundets medlemmer, dels hævdes det, at københavnerne vil pro
fitere deraf på provinsens bekostning. »Det er så nemt at foreskrive os
mestre, der uddanner lærlinge, hvordan og hvor dygtige de unge svende
skal være, når de tiltræder pladser på Deres værksted«, »Svende! De har
da gennemgået uddannelsen med små penge på lommen, v il De være
med til at gøre læretiden længere og vanskeligere for de nye drenge?
Og hvem høster frugterne af lærlingeuddannelsen? Er det vi små mestre?
Kan vi i dag trods gentagne annoncer få en svend ? N ej! Storbyen med sine
overpriser bestemmer over vore drenge, når de er udlært!«
På baggrund af alle disse begivenheder bliver det da også en omfangsrig
6
.
76