82 / 137
I urmagerskolens beretning omtaler Gjesager den bombeskade, som
var blevet anrettet i forbindelse med R.A.F.-angrebet på Shell Huset den
2 1
. marts.
Tre lovændringer blev forelagt og vedtaget eenstemmigt. For det første
et forslag om at forhøje kontingentet fra kr.
48,00
til kr.
60,00
årligt.
Forslaget blev forelagt af oldermand O. P. Wiboe. Det var nødven
digt at regne med et forhøjet kontingent, idet oldermanden ikke ville
fungere længere end til efteråret. Det var ganske givet, at denne older
mand måtte lønnes med et par tusinde kroner om året, og dette kunne bud
gettet ikke bære.
Endvidere blev der givet bestyrelsen bemyndigelse til at dispensere fra
bestemmelserne om det minimale varelagers størrelse ved optagelse af nye
medlemmer - under hensyn til den uhyre vanskelige forsyningssituation.
Endelig vedtoges den vedtægtsændring, hvorefter eksklusion kan foretages
af laugsbestyrelsen, hvis et medlem gentagne gange og trods advarsel
leverer fagmæssigt slet arbejde.
Ved bestyrelsesvalgene gik Julius J. Jensen ud af bestyrelsen efter eget
ønske; han afløstes af H. Højby Rasmussen. JuliusJ. Jensen, der nærmede
sig de
75
år, blev ved denne lejlighed genstand for sine kollegers hyldest
og udnævntes til æresmedlem af lauget.
Knap en måned efter denne laugsforsamling dør O. P. Wiboe, den
2
. maj
1945
.
Med O. P. Wiboes bortgang havde lauget mistet ikke alene den older
mand, der længst havde stået i spidsen for lauget i al den tid, det havde
bestået, men det havde også mistet den dygtigste organisationsmand, som
var blevet fostret inden for den danske urmagerstand så langt tilbage som
dens historie rækker. Han var født dertil; hans karriere inden for fagfor
bundet gjorde ham prædestineret til den mest fremtrædende post inden for
fagets organisation, han tilkæmpede sig denne post - kan man næsten sige -
ikke alene, fordi hans ærgærrighed drev ham dertil, men fordi han simpelt
hen måtte have afløb for sin virketrang, og fordi han trods alt kunne be
dømme sine egne evner så objektivt, at han kunne se, at lauget i
1920
skulle have en virkelig leder. Man kunne fristes til at fremsætte den
hypotese, at han, hvis han tilfældigvis havde haft sin forretning uden for
Storkøbenhavn, uden tvivl ville have gjort samme karriere som leder af
en landsorganisation. Imidlertid faldt det i laugets lod, at Wiboes dygtig
hed kom dette til gode.
I det foregående er de vigtigste begivenheder i hans oldermandstid
blevet omtalt. Mange resultater blev opnået, men kun få uden kamp.
Undertiden og i særdeleshed i begyndelsen må han have følt det som at
kæmpe mod en mur; forståelsen hos hans samtidige for, hvad der var
nødvendigt for, at lauget kunne stå som en arbejdsgiver- og mesterorgani
sation og desuden som en faktor, der satte de faglige præstationer i vejret,
80