86 / 137
Og som en allusion til det jubilæum, i tilslutning til hvilket nærværende
skrift udsendes, skal det nævnes, at det var på denne laugsforsamling, at
Erland Erlandsen foreslog og fik gennemført stiftelsen af jubilæumsfondet,
hvis midler til sin tid skulle bidrage til de med festlighedernes afholdelse
forbundne omkostninger, og ved bestyrelsesvalgene nyvælges Otto Chri
stensen.
Kort efter dør Jens Olsen. Han var ikke urmager i den gængse forstand,
snarere hørte han hjemme i Urban Jlirgensens tid, da konstruktion af ure
og kronometre var en naturlig opgave for urmagere i en søfarende nation.
Medens Urban Jiirgensen ikke fandt vej ind i lauget, var der for Jens
Olsen ingen tvivl. Han blev modtaget, ikke som noget ordinært medlem,
men som den astromekaniker, hvis rige evner og tekniske viden hele lauget
kunne drage nytte af. Der var derfor aldrig nogen vaklen hos urmagerne,
når der fra tid til anden blev sat hjælpeaktioner i gang for den laugs-
broder, som vidste så meget, men blot ikke hvordan man skulle tjene til
lidt mere end udkommet.
Når hans verdensur sættes i gang den
1 7
. november
1955
på
1
o-årsdagen
for hans død, vil hans person, liv og gerninger påny blive omtalt for offent
ligheden, som til daglig forestiller sig, at Jens Olsen kun har præsteret dette
ene arbejde, men det var jo ikke således.
I nekrologerne om Jens Olsen hed det bl. a .:
»Et langt, slidsomt men indholdsrigt livsløb er hermed bragt til ende. Et liv i kamp
for en idé, der bærer langt udover tid og sted. En kunstners inspiration var det at danne
et billede af universets skjulte funktioner i de materialer, som nu han mestrede, så anskue
ligt og klart, at enhver ville kunne følge det og forstå det.
Jens Olsen var søn af jævne folk. Faderen var væver i Ribe, og det var hans. livs
kunst i sin gerning at stræbe mod stjernerne og dog alligevel at forblive tro mod sin
oprindelse og være sig selv livet igennem. Hans jævne fremtræden, der slet ikke var
»manér«, men hans naturlige måde at tage tingene på, dækkede dog kun dårligt over
hans geni og kunstneriske evner. Som kunstner var hans interesse for de materielle
goder, han ved sit geni kunne have skaffet sig, ikke særligt udprægede. Hans »arbejde
for brødet«, som han kaldte det, skred kun fremad i det tempo, pligterne overfor familie
og hjem krævede. Og dog viste han sig ved alle de arbejder, han med dette formål
påtog sig, trods ikke oprindelig udlært urmager, som den første blandt landets urmagere,
fra hvis værksted adskillige sindrigt konstruerede og håndværksmæssigt fuldendte ure
og mekanismer udgik.«
»Det var et stort fond af viden, han samlede i de unge år under sine rejser, og herpå
tærede han resten af livet igennem. Basel var hans Mekka, hvor han hentede sit livs
indhold og mening ved studierne i bibliotekets stille læseværelse, og hertil var han
gerne vendt tilbage i sit livs aften for at genopfriske ungdommens oplevelser.
Men al den megen viden og læsning gjorde ham slet ikke til en tør og indesluttet
videnskabsmand. Han havde navertidens lune i behold, var til det sidste rask i replikken
og krydrede sin tale med mange groteske indfald og havde altid en morsom oplevelse
parat. Samtidig nærede han stor kærlighed til hjemmet og familien, ligesom minderne
fra barndomshjemmet blev bevaret med stor pietet.«
84