81 / 137
M. GJESAGERS OLDERMANDS PERIODE INDLEDES
»D e t er jo ikke uden ængstelse, at man sætter pennen til papiret og for
1945
første gang skriver
1945
. Nu har jeg som tidsskriftets redaktør ved hvert
årsskifte hele denne lange krig igennem skrevet en nytårshilsen til læserne,
og hvert år har jeg udtrykt håbet, det inderlige håb om det samme. Derfor
bliver disse nytårsønsker stereotype og ensartede. Og dog kan man hvert
år ikke undlade at give udtryk for det, som fylder os alle: Håbet om en
snarlig afslutning på denne umenneskelige krig og på de triste følger, den
har haft for verden og vort land.«
Med disse ord begynder Børge Kock det første nummer i tidsskriftets
årgang
1945
, det år, der skulle bringe Danmarks befrielse fra besættelsen,
afslutte verdenskrigen og føre så mange tragiske begivenheder i sit køl
vand —også for lauget og dets kreds.
Den 9. marts 1945 dræbtes Gunnar Wiboe, oldermandens søn, i forret
ningen Skindergade 44 (Axel Janniches Eftf.). I de dage, da alt nærmede
sig det kaotiske, i en politiløs og retsløs tid, svirrede rygter, men intet
turde siges, et drab dårligt undersøges; men da landet åndede befriet op,
kunne Ritzau’s Bureau oplyse, at Gunnar Wiboe havde ydet frihedsbe
vægelsen aktiv hjælp. Han blev myrdet af nazister ved et hævnattentat.
De meddelelser, der fremkom om, at han var likvideret som stikker, er
absolut grundløse og blev straks ved deres fremkomst dementeret såvel i
den illegale presse som over engelsk radio.
Gunnar W iboe var ikke kommet ind i organisationsarbejdet i samme
grad som faderen, men ikke desto mindre ydede han sin fader en aktiv
hjælp. Han var dog i en periode medlem af reklameudvalget og havde især
ydet en anerkendt indsats som forretningsfører ved udstillingen i 1935.
Den tragiske begivenhed gav oldermand Wiboe et knæk, som han ikke
forvandt; på. den ordinære laugsforsamling den
8
. april 1945 s^år han for
sidste gang på talerstolen og aflægger beretning, af hvilken fremgik, at
laugsbestyrelsen havde designeret Gunnar Hansen som oldermand.
79