83 / 137
samtidig med at håndværkets tarv skulle indordnes under detailhandelens
krav, den forståelse var overhovedet ikke til stede, og den måtte bibringes
stykke for stykke ved agitation i tidsskriftet, ved taler på laugsforsamlinger
og medlemsmøder og ved forhandlingerne med grossister og med kolleger
indenbys og udenbys.
Det er klart, at den, der agiterer så kraftigt og vedvarende, må skaffe
sig modstandere, tilmed fordi agitation i sit væsen kræver stærke ord og cn
stillingtagen til den yderste konsekvens. Agitationen krævede tid, og tid
er en knap og kostbar vare hos den, der vil hurtigt frem.
Hans mest ivrige modstander, Jens Meilvang, har ofte beskyldt Wiboe
for arrogance, og selv den mest uhildede kan nu så mange år efter ikke
bortforklare denne bilyd ved hans indlæg. Temperamentet besejrede ham,
den tørre saglighed kunne være ham fremmed. Til gengæld besejrede hans
temperament og ildhu helt og holdent hans meningsfæller, som heller ikke
altid kunne forstå, at deres leders manglende psykologiske sans var den
største anstødssten.
At den lovændring, som skulle betinge realisationen af kollektiv-averte
ringen måtte vente
5
år på sin fuldbyrdelse, og en så beskeden sag som
kontingentforhøjelsen måtte forelægges på den ene laugsforsamling efter
den anden, er vidnesbyrd derom.
En ting var imidlertid givet, at hvad han så end kæmpede for, så var
det altid for laugets, ja hele standens interesser, og at langt den største
del af hans standpunkter var rigtige, har udviklingen siden givet ham
medhold i.
Ved hans død skrev Børge Kock:
Kun sjældent ser man et menneske så helt og fuldt gå ind for et arbejde, som Wiboe
gik ind for urmagerlauget. Lauget var og blev hans hjertebarn, og det, hans manddoms-
kraft knyttedes stærkest til. Lad være, at han til tider kunne være skarp i sine stand
punkter; disse standpunkter var dog altid frugt af en grundig eftertanke og i langt
det væsentligste rigtige. Han var frygtløs som få, både hvor det gjaldt virke for laugets
interesser, og hvor han i de senere år arbejdede for at gøre sit land frit. Han kunne
overfor folk, der var ham underlegne i viden og intelligens, virke hård, men han var
for den, der kendte ham, et hjertensgodt menneske. Havde han først een gang fattet
sympati for en mand, var han trofast til døden. Men dermed være ikke sagt, at det
var let at opnå oldermand Wiboes sympati. Det var det langt fra. Han var kritisk og
strengt retfærdig i sin kritik; han var ikke ven med alle, men han var en
g o d
ven for de
enkelte, der fik hans venskab.
Hans to nærmeste medarbejdere M. Gjesager og Carl Jonsén gav ud
tryk for deres respekt for deres gamle fører med følgende o rd :
Han skånede aldrig sig selv, men gik til det sidste med hellig iver og en sand begejstring
ind for alt det, som han mente gavnede og hævede standen. Det var det der for ham gjorde
livet værd at leve. Når han gik ind for en opgave, der kaldte, var han altid så dejlig fri
for krukkeri, og altid var han på pletten og skånede ikke sig selv, når det gjaldt hans
standsfællers tarv.
6
8
l