135 / 199
EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D
Det var dengang! I 1959 meddeler »Berlingske Aften«: »Børn
øvede hærværk paa Assistens Kirkegaard«. To skoledrenge på 7
år har på vej fra fritidshjemmet væltet 12 gravstene på kirkegården
og beskadiget et par af dem. Menneskenaturen er altid ens. Der
imod er der ikke mere tale om mure med glasskår eller politi
razziaer. Tværtom! Den ene drengs far er så fortørnet over, at
sagen er meldt til politiet og han selv følgelig tilsagt til at møde
op med drengen, at han agter at klage til ombudsmanden. Sådan
veksler belysningen stadig over denne kirkegårds historie.188
På afdeling H, den første fra Kapelvej på dette stykke kirke
gård, findes det berømteste af de nyere gravsteder herude, det
hvori
Martin Andersen Nexø
er jordet. Man ser graven i gangen
langs kapellets sydside. Et prægtigt klippestykke er rejst i græsset
under et lærketræ. Sådan er smagen for tiden, hvad gravmæler
angår. Man ynder dem så ukunstlede som muligt. Allerhelst vil
man helt undgå at markere gravstedet og blot skjule sig i de
unævntes grav, så man slipper for det pralende eller opstyltede,
de store ord, som intet betyder. Nexøs gravmæle er smukt og vær
digt i al sin enkelhed.
Det er tidligere berørt, hvorledes smagen er skiftet gennem
tiderne med hensyn til monumenter. Efter pragtgravmælerne i
marmor og porfyr omkring år 1800 fulgte krigens og bankerottens
fattige mindesmærker. Samtidig gik der industri i monument-
mageriet - trods gravstenscensuren i 18 16 . Allerede i den ældste
tid optrådte duerne og de knækkede søjler. Siden bredte de sig.
Marmor veg for sandsten og granit, medens kunstnernes bistand
benyttedes i stedse ringere grad, især fra 1840 og fremefter. Kopier
af Thorvaldsens Kristus eller af hans relieffer er højdepunktet.
Fra 1870’erne blev det lidt bedre, da bronzebusterne og portræt-
medaillonerne vandt indpas, men samtidig optrådte de sortpole*35