142 / 199
H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
Tanke - kun higed frem og naaed’ det tilsidst. - Nu rige Minder
om hans Grav sig sanke«.195
Midt på afdeling L findes revyskuespilleren
William Gerners
grav. Den store granitsten med det stærkt fremtrædende portræt
relief i bronze på en blank overflade er rejst af venner og vel
yndere. Den folkekære komiker fik en kolossal begravelse i over
værelse af en utallig menneskeskare.
Det går vel som regel sådan, at dersom et menneske selv vælger
sin grav på en bestemt kirkegård, så bliver han også begravet der.
Men ikke altid. Een er der, som gerne ville have været begravet på
Assistens Kirkegård, men ikke blev det. Det er Worm, som i juli
1836 myrdede en af Københavns kendteste originaler, litteraten
Tønder, i hans bolig i Nyhavn. Sagen vakte uhyre opsigt, dels fordi
alle kendte Tønder, dels —og navnlig - fordi morderen var ung,
smuk og med virtuositet anslog de sentimentale strenge. Han var
udtalt psykopat, ville først og fremmest lægges mærke til og holde
interessen for sig selv i live. Derfor digtede han uafbrudt nye for
klaringer på sit forhold til den myrdede og udslyngede fantastiske
påstande, bl. a. at han skulle have stået i forhold til sin moder,
og at mordet på Tønder var begået af hans fader. En lækker
bisken for moderne psykoanalytikere! Mordets brutalitet fordunk-
ledes af morderens charme. Da dødsdommen var faldet, besnæ
rede Worm ganske fængselspræsten, bl. a. ved sit digteriske talent
- og damerne reagerede naturligvis på stribe, sendte ham blomster
og sagde: »Det er umuligt, at man vil henrette et saa smukt ungt
Menneske, som har skrevet saa dejlige Vers i Commissionstiden-
den, bare fordi han har qualt den ækle Tønder«. Samtidig arbej
dede han på anden måde for sin sag, lod sin gamle mor gøre knæ
fald for Frederik V I, og spekulerede i aktualiteter som den nyligt
hjemvendte Thorvaldsen, hvem han tiggede om at gå i forbøn
for sig, og hvem det lykkedes ham at skaffe en søvnløs nat. Intet
142