143 / 199
EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D
hjalp dog. Han blev henrettet i 1838. - Forinden var det, han
skrev et langt digt om »Assistens-Kirkegaarden« i bedste roman
tiske stil: »Fjernt fra Hovedstadens Støj og Vrimmel, - i dit Skød,
o hellige Natur, - aabner sig en lille, jordisk Himmel - indenfor
de Dødes Havemur«. Han sætter hele det romantiske teater i gang
med »Urner, Kors og Marmorsarkofager«, drosler, nattergale,
månens sølverstråler - og sidst, men ikke mindst: hans egen nær
forestående død, efter hvilken »intet Kors imellem Løvet knejser«,
for han går naturligvis ind til saligheden: »Kun paa Jorden Gol-
gatha sig rejser, - hisset lyser Salighedens Sol«. Nu er der bare
en enkelt lille ting i vejen, idet nemlig kirkegårdens porte »lukkes
for min Baare«. Derfor slutter han: »Moder-Taare fra det knuste
Hjerte - flyder ved sin tabte Yndlings Lig. - Kan en Moders Taare,
hendes Smerte, - Verden! kan
den
ej forsone Dig? - Vil Du
nægte mine Ben sin Hvile - paa det Sted, der var mig, o saa kær?
- Skal paa Graven aldrig Blomster sm ile?
Verden! med mit
Støv forsonet vær!« Men Frederik Vl-tiden var hård. Worm blev
begravet på fængselskirkegården, og så stor var interessen for denne
unge morder, at den bekendte frenolog, dr. Otto - som også lig
ger begravet herude - stjal kraniet fra kirkegården, hvad man først
fik opklaret mange år senere, da han tilstod det i sine erindringer.
Worm fik ikke sin grav her, men hans offer,
Tønder,
blev be
gravet, netop på afdeling L, skrås bag ved Gerners grav, selv om
gravstedet naturligvis ikke kan ses mere.196
Den vestlige del af kirkegården rummer mange nyere gravste
der, men kun ret få berømte. Det var oprindelig det ødeste, mest
tilgroede parti, og mangfoldige er de klager, der har lydt over det,
specielt fordi her manglede en mur. Hegnet stod åbent, og børn
og hunde løb igennem det, ja, en dag i 1843 kom en mand herind,
trækkende med en hest, som fredeligt afgræssede stien langs Jagt
vej - skønt det allerede i 1805 var blevet forbudt at græsse kreatu
T43