77 / 199
EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D
en halv snes år senere, da degenerationen rigtig var sat ind. 27. de
cember 18 16 bestemtes det i et reskript, at alle forslag til grav
monumenter — tegninger som indskrifter — skulle bedømmes af
akademiet. Tre år efter tilføjedes en bestemmelse om, at dette også
skulle gælde monumenter af træ. Udmærket! Blot blev det aldrig
efterkommet, og senere bortfaldt denne censur.112
I 18 18 var den ældre kirkegård så gyselig at se på, at »Politi
vennen« ligefrem ville have en kunstner til - for kommunens reg
ning - at bo herude og istandsætte gravmælerne. Dette gjaldt altså
ældre, forfaldne monumenter, medens censuren skulle tage hensyn
til de nyes smagløshed. Især var det slemt, at de i så høj grad ko
pierede hinanden. De samme attributter gik igen fra grav til grav:
Urner, tårekrukker, gravlamper og slukkede fakler symboliserede
døden - foruden naturligvis leen, neget og den brudte søjle. Hun
den, den trofaste, hvilede ved gravmælets fod, men også duerne
var begyndt at slå sig ned —som symbol på helligånden. Den af
dødes virke betegnedes ved skibsror, passer og vinkel, håndværke
rens redskaber og handelsmandens symboler, alias Merkur i sam
tale med Neptun. Handelsgudens vingede slangestav - caduceus -
var i øvrigt fredens sindbillede, medens bikuben markerede fliden.
Endelig var der sommerfuglen og slangen, der bider i sin egen
hale, sindbilleder på henholdsvis udødelighed og evighed.113
Materialerne var i ældre tid marmor - norsk eller italiensk -
gotlandsk sten, porfyr og bornholmsk sandsten. Men også metal
toges efterhånden i brug. På afdeling A findes bl. a. et gravmæle
af blik, rejst over en blikkenslager, og på afdeling B, ved denne
gang, skrås for Bødtchers grav, står et vældigt monument af jern,
en kakkelovn at se til, med en lang inskription og den stolte til
føjelse: »Støbt paa Bærums Jernværk«. Navnet er
Martin Vahl.
Vahl? Der dæmrer noget i erindringen:
77