78 / 199
H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
»Eders Elsker havde intet Guld,
uden Pryd var Kistens sorte Tillie.
Gyldne Gyldenlak! vær du da Guld,
vær du Sølv, du sølverhvide Lilie!
Slyng hans Navn, han var en Blomst, som du,
reen, uskyldig, elskovsfuld og stille;
kraftig var hans Aand, og blid hans Hu.
Hvide Lilie! lad din Taare trille.«
Således skrev Oehlenschlåger om sin ven, den norskfødte bota
niker Martin Vahl, ved hans død juleaften 1804. Digtet består,
men blomsterne er for længst forsvundet. Det er jo også mere end
halvandet hundrede år siden. Mærkeligt er det forresten, at Vahls
døtre, som ligger i faderens grav, først døde i henholdsvis 1881 og
1889, altså 85 år senere. Det store jernmonument har dansk ind
skrift på forsiden, latinsk bagpå.114
Assistens Kirkegård var i årene efter Vahls død en meget smuk
have. Sjældne træer og frodige buske sås overalt i velholdte anlæg.
»Politivennen« beskriver i 1830 plantningen og fortæller, at nogle
af træerne stammer fra Frederiksberg Have.115
Lidt før Vahls grav ses på samme side to mindesmærker over
samme mand, nemlig over Riberhus-marchens komponist
Johan
nes Frederik Frøhlich.
I 19 10 var graven hjemfalden, og pressen
trådte i aktion. Man foreslog en mindekoncert eller eventuel hjælp
fra Dansk Tonekunstnersamfund, og to år efter havde denne for
ening ordnet sagen. Et fint granitmonument blev rejst i stedet for
den lille, hvide tavle, men nu ankede pressen over, at man havde
ændret komponistens fornavne fra Frederik Johann til Johannes
Frederik. Begge stenene står der endnu, så man kan vælge for
navne efter behag.116
Ved stien, der herfra går ind over kirkegården, findes et pom
pøst gravmæle, præget af tiden efter år 1900, da slagordet var
blevet: Skønvirke. En kvinde skrider hen over jorden, men vender
78