84 / 199
H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
Skønhedens Glans«. - I øvrigt er påfuglen - som nu symboliserer
forfængelighed - et gammelt kristent sindbillede på evigheden.
Man hævdede nemlig, at dens kød ikke kunne rådne. - Også
dette monument er typisk »skønvirke«.120
Forbi håndværkslæreren
Lasenius Kramps
grav med busten,
når man - i første sidegang på højre hånd - en sløjfet grav, der
for længst er taget i brug på ny. Her hvilede i sin tid kongemor
deren, grev
Horn.
Med flere af de sammensvorne havde han efter
Gustav I I I ’s død måttet drage i landflygtighed til Danmark, hvor
han i begyndelsen levede under påtaget navn. Han gjorde, qua
oprører og revolutionær, lykke her i landet, også som poet. Den
dag i dag kan man se ham som figur i Verdis opera »Maskeballet«
på Det kgl. Teater.126
Ovre bag hovedvejen over kirkegården står på et gravsted tre
høje sten, de to i blank, sort granit, vis-à-vis hinanden. Her hviler
skuespilleren og sceneinstruktøren
F. L . Høedt
med sine forældre
og en søster. Det fremgår af monumenterne, at den gamle moder
overlevede sønnen, som efter sin ungdoms strålende sejre og kam
pen mod det Heibergske hus tidligt havde trukket sig tilbage fra
sin gerning og adskillige år efter var endt i menneskeskyhed og
forfølgelsesvanvid. Fru Heiberg fortæller, at han stadig hørte en
stemme i stuen ved siden af, der råbte Høedt ! Hun tilføjer ubarm
hjertigt: »Det har bestandigt været hans Ulykke, at han altid
troede, at Verden raabte paa Høedt«.127
»For døden er vi alle lige«, siger ordsproget. Man betvivler det af
og til, når man sammenligner de pragtfulde gravmæler herude
med de beskedne småtavler i nabolaget. Men ordsprogets mening
er vel også, at over for døden viger alle modsætninger, en tanke
man ufte får lejlighed til at gøre sig, når man ser, hvorledes men
84