156 / 219
J O H A N N E A N D E R S D A T T E R
M E D D E F I R E F Ø D D E R
A F A N D E R S B Æ K S T E D
Den 23. januar 1709 blev ved Vor Frue i København begravet:
»Jørgen Jensen vognmandskarl, anno ætatis 48, fra Kalleboed«.1
Og 23. januar 1709 blev fra stadens arresthus løsladt: »Johanne
Anders daatter, en gammel udlevet qvinde«.2
Måske er hun sluppet ud så tidligt på dagen, at hun har kunnet
nå at humpe med til begravelsen. Der var egentlig ingen nærmere
til at følge liget end hun. Thi skæbnen havde ladet deres veje
krydses på en kuriøs måde.
Forøvrigt havde ingen af dem haft plads på livets solside. Men
stoddere kan jo også have deres mærkelige oplevelser.
Jørgen Jensens tragedie kan læses i begyndelsen af den forkla
ring, som hans slægtning Peder Jacobsen i Nørre Jærnløse den 17.
januar 1709 afgav for amtmand Schonbach'5 »såvelsom stedens
sognepræst ærværdige hr. Terchel Hansens og degnen hæderlige
og vellærde Peder Christensen begge deres overværelse:
Først at en person navnlig Jørgen Jensen for omtrent 4 å 5 år
siden skal have opholdt sig der i byen udi hans hus på tredje år,
som han var søskendebarn til hannem, og imidlertid haft tvende
af koldfyr4 så bedærvede ben, at fødderne omsider afrådnede, for
medelst de ikke i rette tider var bleven i agt tagen, hvilken for
sømmelse var sket, førend han til Nørre Jærnløse ankom. Årsagen
til den ulykke, foregav Peder Jacobsen, var, at imidlertid bemeldte
Jørgen Jensen tjente udi Køge, kom han i rejse med hertzogen af
Wirtenberg,5 og på rejsen undervejs, som samme tid var et brud-
154