Previous Page  160 / 219 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 160 / 219 Next Page
Page Background

A N D E R S B Æ K S T E D

ikke vilde lade sig nøje, men lukte døren for hende og skikkede

bud til byfogdens, hvorhen hun fra logementet blev hent og siden

bragt i slutteriet.

Hun forklarede videre på spørgsmål, at den

tid, hun fik disse fødder, lå de i en liden trækiste, som Jørgen

Jensen havde selv gjort dertil, og vare både saltede og røgede, men

hun har ikke betjent sig deraf til at gå og tigge dermed. Vel hav­

de hun det i sinde, at om hun måtte gå dermed og tigge, skulde

godtfolk givet hende noget mere end ellers, men hun gjorde det

dog ikke. Retten tilspurgte hende, hvorfor hun i så lang tid, da

hun var ude på landet, ikke leverte fødderne tilbage igen til Peder

Jacobsen. Hun svarede, at hendes agt var, at hun dog skulde kom­

me til København og kunde fly Jørgen Jensen dem. Videre blev

hende tilspurgt, hvorfor hun ikke i de dage, hun har været her i

byen, indtil hun blev arresteret i arresthuset, haver leveret fødderne

til ejermanden Jørgen Jensen. Derpå hun svarede, at hun havde

sådan smerte i hendes beskadigede fødder, at hun ikke kunde kom­

me ud eller gå anderledes end høkke frem ved en kæp. Ydermere

blev hun tilspurgt, om hun i værende tid spurgte noget efter Jørgen

Jensen for at ville levere ham sine fødder. Hun svarede ja, hun

spurgte efter ham, og blev sagt, at han gik på Kongens Nytorv på

krykker, hvor hun og tænkte at ville opsøgt ham, når hun blev så

frisk udi hendes ben, at hun kunde komme ud. Hun vilde ellers

efter videre examen og tilspørgelse ingenlunde tilstå, at hun enten

har villet øve noget hexeri med samme fødder eller haft nogen

tanke til sådant, ikke heller at ville sælge dennem eller noget deraf

til andre, som måtte have nogen tanke at bruge dem til sligt, be­

dende sig Gud hjælpe, at hun intet sådant var bevidst. Endelig blev

hun tilspurgt, hvad tanke hun havde dermed, at dersom hun måtte

gået med samme fødder at tigge, folk da skulde have givet hende

mere end ellers, og om hun ikke kunde fatte, at sådant måtte være

en overtro? Eller hvem hende sådant kan have indbildet? Hun

1 5 8