Previous Page  157 / 219 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 157 / 219 Next Page
Page Background

J O H A N N E A N D E R S D A T T E R M E D D E F I R E F Ø D D E R

føre,0 blev vognen stående udi en bæk, hvor karlen afsprang og

bar hertugen på sin ryg i land, hvorover vandet løb i støvlerne, og

benene blev frossen og våde og siden formedelst forsømmelse, som

sagt er, af koldfyr angreben. Hvilket præsten hr. Terchel Hansen

og degnen Peder Christensen og er vidende at have hørt af per­

sonen selv. Peder Jacobsen berettede videre, at da fornævnte Jør­

gen Jensen var bortrejst fra Jærnløse og til Roskilde, hvor han

skal have opholdt sig hos en mand ved navn Gert Kock, ungefær

et års tid efter blev bemeldte ben affalden og tørrede, og siden

kom til Jærnløse. Hvilke fødder, eller ben, Peder Jacobsen mente

endnu lå udi den liden lade eller æske, hvor de først blev henlagt,

førend nu, da laden af loftet blev nedtagen, hvor den stod, da de

ej derudi befandtes, mens alene et stykke af en hæl fra bemeldte

fødder. Vidste og ej, hvor var afbleven«.7

Fortsættelse af Jørgen Jensens levned kan uddrages af et par

vidneudsagn ved et forhør over Johanne Andersdatter på Køben­

havns byting den 18. december 1708. Og det træffer sig så hel­

digt, at nuværende underpolitibetjent Gregers Christiansen ikke

alene tidligere har været vognmand i Køge, men har haft Jørgen

Jensen i sit brød. Gregers Christiansen »forklarede, at fornævnte

Jørgen Jensen haver tjent ham for ungefær otte års tid siden, da

han boede i Køge, og fik Jørgen Jensen sin skade af koldfyr i

fødderne på en kongerejses fra Køge til Ringsted, og ihvorvel de-

ponenten, som hans husbonde, lod ham udi en sex ugers tid for­

blive hos sig under al mulig tilsyn af dertil formående barberer,

blev dog ingen bedring fornummet, så han derover måtte lade

ham gå. Og ungefær et år derefter hørte deponenten først, at Jør­

gen Jensen havde mist sine fødder. Og kender deponenten endnu

samme Jørgen Jensen her i byen og ved, at han her har opholdt sig

i tre års tid, så længe deponenten selv har været her, og fået ofte

almisse af deponenten«.

155