162 / 219
A N D E R S B Æ K S T E D
øvrigheden, at man måske uafvidende kan komme til at bringe
enten sig selv eller andre i ulejlighed. Men at hun i alt væsentligt
har holdt sig til sandheden, tør nok sluttes af amtmandens forhør
af Peder Jacobsen i Nørre Jærnløse, som foruden det allerede med
delte også indeholder følgende:
»Peder Jacobsen blev tilspurgt, om han havde nogen bekendt
skab til et kvindfolk ved navn Johanne Andersdatter,
hvortil
han svarede, at han vel kendte hende og kunde erindre, at samme
kvindmenneske haver været i hans hus, såvel 2 å 3 gange, imedens
krøblingen Jørgen Jensen lå der som siden udi afvigte sommer i
komhøsten, da hun begærte at tage oftermeldte ben med sig at
føre til Jørgen Jensen i København, hvor han nu skal opholde sig.
Hvilket Peder Jacobsen bevilgede og tilsagde hende, eftersom Jø r
gen Jensen det havde begært såvel af hannem selv som af hans søn
Søren Pedersen, når de havde talt med hannem i København. Dog
tilstod Peder Jacobsen og hans hustru ej at være vidende, at er
meldte Johanne Andersdatter havde taget benene med sig, men
måtte tænke at være sket en dag, de begge har været i marken og
hun alene hjemme, eftersom det var i høstens tid, og hun nok
vidste, hvor de vare henlagte«. Men forøvrigt må han give hende
det bedste skudsmål som en skikkelig og ærlig gammel kone: »End
nu berettede Peder Jacobsen, at han såvidt var vidende om ofter
meldte Johanne Andersdatter, at hun altid havde skikket sig vel, så
og at hun på landet havde købt hår og igen bortsolgt til paruqve-
mageren i København såvel som omfaret med lidet småkram at
forhandle, hvormed hun sig ernærede. Men at hun skulde omgået
på landet med fødderne at betle, var ham og hans hustru uvidende
i alle måder«.17
Naturligvis er de to hovedpersoner blevet konfronteret med hin
anden, og allerede hermed kan sagen egentlig siges at være oplyst
på alle væsentlige punkter, øvrigheden kan roligt slippe sin for
160