167 / 219
S I K K E R H E D P Å T O R V E V E J
heste midt på landevejen. Dette blev dog forhindret ved, at Ole
med klingende mønt købte sig fri. Et par andre Ballerupmænd var
også kommet forbi, den ene af dem var ridende, og han fik et slag
over armen. De så, at en del Utterslevmænd og -karle havde fat på
Ole Lauridsen; de larmede og bandede meget. I stedet for at kom
me deres byfælle til hjælp foretrak de at hytte deres eget skind og
køre en anden vej. Dette egenkærlige eksempel fulgte en Skovlun-
demand, som kom fra København til Grønfælleden på Utterslev
mark ved skansen. Da han så, hvorledes det her gik løs mod de
vejfarende, gled han sagtelig en anden vej.
Det var unge karle fra Utterslev, som havde været på spil. Niels
tærskede hos Peder Munchs enke, Laus og Anders Jyde på fruens
gård (hos Else Parsberg) og så - den værste - Ole Hald, som var
hos Niels Skovgaard. Kun een bosiddende mand, Rasmus Nielsen,
havde bistået sjakket med sin tørvespade. På tinge fortalte han, at
han blot var gået ud for at grave vand fra sin rug! De penge, de
fratvang de vejfarende, delte de lige, og Rasmus havde da også
fået sin part, så derved kom han til at hænge på den.
Hovedmanden, Ole Hald, var villig nok til at oplyse sagen: der
var 5, som gav hug; de var ridende og pantede folk nede ved skan
sen; her var et mørkt, skummelt sted at passere. Helt lydløst gik
det naturligvis ikke a f; nogle slog sig vel igennem med deres vogn
kæppe, andre gjorde modstand, som måtte brydes.
I loven, der var strengere dengang end nu om dage, sikredes
folk fred på »deres retfærdige torverejser«. Med den fred var det
åbenbart så som så. Utterslevkarlene bad ydmygt den gunstige
øvrighed tage mildt på sagen. Loven blev dog fulgt og ransmæn-
dene hver idømt en bod på »trende fyrretyve« (d.v.s. 3 gange 40)
lod sølv; hertil kom omkostninger samt erstatning til alle de over
faldne. Boden er næppe bleven betalt - det var en uhyre sum for
en almuesmand.
1 6 5