Previous Page  171 / 219 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 171 / 219 Next Page
Page Background

R A M S I N G S K Ø B E N H A V N S E J E N D O M M E

anderlighed har det åbenbart alligevel været så som så. Ligeså selve

kvarterets grænser, thi den afgrænsning, der (s. 9) angives som

gældende »før 1728«, havde da kun været gyldig siden 1668, hvil­

ket det ikke havde været overflødigt at bemærke.

Fastlægningen af de enkelte ejendommes grænser, hedder det

videre i »Vejledningen« (s. 105), er sket ved hjælp af skødernes

angivelser og ved hjælp af ejendommenes jordskyld. Så vidt de

rækker, er skøderne selvfølgelig kilder af største værdi, og den regi­

strering af dem, som værket giver, er overordentlig fortjenstfuld.

Men Københavns skødebøger er kun bevaret fra 168 1, oven i købet

med lakuner 17 19 -2 1 og 1725-27, og selv om en stor mængde skø­

der er bevaret på anden vis, adskillige i original, er dette materiale

allerede fra begyndelsen af det 17. århundrede så tilfældigt over­

leveret, at også andre og ringere kilder har måttet inddrages. En

sådan ringere kilde er Universitetets jordskyldsprotokol fra 1632,

som Ramsing som den den første'har inddraget i undersøgelserne.

I denne findes nemlig en notits om baggrunden for reguleringen af

jordskylden 1547, der opfordrer til varsom benyttelse; efter at

Christian I I I havde henlagt jordskylden til Universitetet, havde

borgerskabet yttret utilfredshed med ligningen, hvilket, hedder det,

uden tvivl kom deraf, »at de haver efterhånden taget noget fra

gårdene og lagt til andre, fri gårde og ladet så al jordskylden blive

ved det øvrige«.4 Til bestemmelse af de enkelte ejendommes stør­

relse turde jordskylden således være uden værdi, thi at den her

skildrede trafik brat skulle være standset med omreguleringen, er

det noget vanskeligt at forestille sig. Problemerne bliver i øvrigt

ikke mindre ved, at en anden end ejeren kan findes opført på listen

(Købmager Kvarter s. 47, note 26).

Den fasthed og uforanderlighed, som Ramsing mente at have

iagttaget, karakteristisk nok anså han den for mest udpræget i den

del af tidsrummet, hvorom der vides mindst, og som han i så høj

169