173 / 219
R A M S I N G S K Ø B E N H A V N S E J E N D O M M E
den ene lægger i Vest, lægger den anden i Øst; hvor A. D. Jø r
gensen finder et tætbygget Kvarter (ved Nikolai Kirke), finder
O. Nielsen hele store Tomter eller Vand (Dybensgade)«.8 Også
Ramsing har haft vanskeligheder at kæmpe med, thi skønt jorde-
bogens meget vage angivelser giver vid plads for hypoteser (»Det
synes rimeligt, at Jordebogen her springer over Gaden og fortsætter
mod Vest fra Matr. Nr. 205. Vi faar da . . .« etc. etc. Kbh. Hist.
og Top. i Middelalderen III, 1 5 1 ) , og skønt Ramsing suverænt
løser sådanne ligninger med utallige ubekendte, er der steder, hvor
selv han må give op. Det gælder således afsnittet om Købmager-
gade og Pilestræde, hvor det hedder »De følgende Grunde kan kun
stedfæstes skønsvis. Enkelte Grunde tilhørende Biskoppen peger paa
Købmagergade . . .« (sammesteds s. 160). Med sådanne vilkårlig
heder får man ikke tiltro til, at Ramsing bedre end O. Nielsen
eller A. D. Jørgensen har evnet at lokalisere de enkelte ejendomme.
Men selv dette forudsat, dog ingenlunde indrømmet, er der endnu
et spørgsmål tilbage, nemlig om jordebogen har medtaget de øde
grunde eller ej. Netop i anden halvdel af det 14. århundrede nåede
den bekendte senmiddelalderlige erhvervs- og befolkningskrise sit
højdepunkt. Det er utænkeligt, at København skulle være gået
ram forbi. Problemet lader sig imidlertid næppe løse, selv de sind
rigste beregninger hjælper ikke her.
Noget andet er, at det utvivlsomt er lykkedes Ramsing på be
tryggende måde at gøre rede for visse, navnlig større ejendommes
historie ret langt tilbage i tiden. Men hans forsøg på at trække
linien op mellem 1377 og grundtaxten 1689, »som, idet den er
ældre end Ildebranden i 1728, har bevaret den middelalderlige
Grundfordeling bedst . . .« (Kbh. Hist. og Top. i Middelalderen
III, 11 9 ) , virker som en spændetrøje. Mellem jordebogen og grund
taxten ligger 300 år, og kun i et fåtal af tilfælde kan ejerhistorien
klarlægges. Typiske er ejendomshistorier som matr. nr. 50 (Køb
1 7 1