179 / 219
A F G U S T A V S C H E R Z
N I E L S S T E N S E N S K Ø B E N H A V N
Den kendte medicinalhistoriker Max Neuburger behandler i sit
ypperlige arbejde om »Die historische Entwicklung der Gehirn- und
Riickenmarksphysiologie« mange af de ofte fantastiske hypoteser
med hensyn til hjernen og dens funktioner, som de lærde fra old
tiden og indtil det 19. århundrede hengav sig til. Men da han når
frem til omtale af Niels Stensens forelæsning over »Hjernens ana
tomi«, udbryder han: »Som et lyn flammer op i nattens mulm og
mørke og pludselig kaster klart lys på skyernes bølger, således rejste
Steno sig blandt sine samtidige, som holdt deres krasse fejltagelser
for sandhed. Han søgte at rive bindet fra de øjne, som i det hele
taget endnu var i stand til at se«.1
Et lyn midt i natten! Således kan mangt og meget af Niels Sten
sens videnskabelige indsats karakteriseres: Hans bidrag til datidens
forvirrede kirtelforskning. Den måde, hvorpå han sluttede den år
tusindgamle debat om hjertet ved at opklare muskelstrukturen. Det
blik, hvormed han erkendte og bestemte æggestokkens funktion; og
et endnu klarere lys kom fra palæontologens erkendelse, der gjorde
det af med alle fortidens mystiske ideer om fossilierne, eller geo
logens, der vendte sit blik mod stratigrafien, eller krystallografens,
der i det funklende krystal så den alt ordnende lov om vinklernes
konstans.
Da Stensen opgav sin naturvidenskabelige forskning til fordel
for præstedømmet, frygtede adskillige, at den geniale opdager nu
ville blive en middelmådig teolog. Men det 20. århundrede har
12
: 77