Previous Page  161 / 219 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 161 / 219 Next Page
Page Background

J O H A N N E A N D E R S D A T T E R M E D D E F I R E F Ø D D E R

svarede, at ingen havde indbildet hende noget i den fald, men det

var hendes egen tanke uden al overtro, at dersom hun måtte gå

med samme fødder og fremvise dem, når hun gik og betlede, da

skulde folk af medynk og barmhjertighed give hende noget til den

stakkels krøbling, heller end når hun ikkun vilde tigge i en krøb­

lings navn og intet havde at fremvise. Og var det da hendes forsæt,

at om hun på den måde havde eller kunnet fået nogen almisse,

vilde hun alletid meddele krøblingen halvparten med sig deraf.

Men aldrig har hun på slig måde fremvist dem for nogen, såsom

for hende blev sagt udi Kalundborg kro, at hun ej måtte gå der­

med, hvilket er det eneste sted, hun ved at have ladet nogen se

dem, såsom hun ikke siden turde gøre det, og heller ikke betlede

dermed i Kalundborg kro eller fik noget uden et glas øl, hun blev

skænket med. Sagde ydermere, at hendes rette tilhold er udi Tårn­

vig, sommetid hos Lars Nielsen og sommetid hos hendes broder

Christen Andersen i Eskestrup.«16

Johanne Andersdatters forklaring støttes af, hvad man ellers har

kunnet få at vide om hende. Det er temmelig tydeligt, at hun un­

der et af sine besøg i Nørre Jærnløse, hvor hun har truffet den ben­

løse Jørgen Jensen, hørt hans historie og set de mumificerede fød­

der, har fået den nærliggende ide (og Jørgen Jensen har vel haft

tanker i samme retning, siden han så omhyggeligt har konserveret

sine affaldne lemmer og endelig vilde have dem igen): at slå ind

på betleri i krøblingens navn og at stimulere folks gavmildhed ved

fremvisning af det ejendommelige relikvie. En smule tåge kastes

der ganske vist over sagen: Det har så nogenlunde været en aftale

mellem hende og Peder Jacobsen, at hun skulde bringe Jørgen Jen­

sen hans fødder, men hun har dog ikke følt sig mere sikker, end at

hun har foretrukket at tilegne sig dem uden at sige noget om det,

uset og på en tid, da hun var alene hjemme i huset, hvor de opbe­

varedes. Og man skal jo heller ikke være så åbenmundet over for

159