206 / 219
G U S T A V S C H E R Z
Den berømte vidtberejste kunstner og kunstsamler var imidlertid
død, men Terlon lejede stadig det statelige hus, hvor han havde
sin bolig og tillige havde ladet indrette et kapel for katolikkerne.
Terlon var i årene 1670-76 en mægtig og ombejlet mand, og når
Stensen fortæller, at han ved hans bord traf mange gæster og
førte mange diskussioner,41 må dette også ses på tidens storpolitiske
baggrund. Blandt gæsterne har han sikkert truffet kirurgen Philip
Hacquart (16 16 -98 ), som med ære tjente under tre danske kon
ger. Han nød tillige ry som driftig handelsmand og ejede flere
huse i byen.42 Måske var det ham, der bragte Stensen i forbindelse
med hoffet, d.v.s. med enkedronning Sophie Amalie, som ofte
boede på slottet Sophie Amalienborg, opført i årene 1669-73
1
den af hende 1664 anlagte franske have. At Stensen her har haft
berøring med enkedronningen, slutter vi af, at han, da han i som
meren 1674 igen forlod Danmark, først tager ned til Hannover,
hvor hertug Johann Friedrich, Sophie Amalies yndlingsbroder,
havde indbudt ham. Den samme hertug skulle kun tre år senere
udbede sig Stensen som biskop.43
Et år før døden
Niels Stensens sidste hjemkomst i høst 1685 foregik næsten i det
skjulte. Bag ham lå de 1 1 år, som havde ført ham bort fra fyrste
hofferne og fra hans resultatrige videnskabelige arbejde. Han havde
helt hengivet sig til sjælesorgen, først som præst i Firenze, siden
som fattig missionærbiskop i den nordtyske diaspora. Han længtes
da allermest efter et stille og tilbagetrukkent liv, var fattig som en
Frans af Assisi og streng mod sig selv som en Ignatius af Loyola.
Johann v. Rosen, kendt fra sin lille biografiske skitse om Stensen,
var dengang netop kommet til ham i Hamborg og skulle snart
derefter skrive om dette gensyn: »Jeg fandt ham der uden hus,
204