204 / 248
- 195 -
1900.
Den 5. Januar hensov Biskop
Harald August Edvard
Stein
paa Diakonissestiftelsens Hospital, lige da Emmauskirkens Klokker
ringede sammen til Fredags-Altergang, 59 Aar gammel. Søn af en
meget anset Læge og hans begavede Hustru, Martin Hammerichs
Discipel fra Borgerdydsskolen paa Christianshavn, nær knyttet til B.
I. Fog, ved hvis Kirke han blev Kateket, naaede han til sidst over
Matthæuskirken til Fyens Bispestol; men hans skønneste Livsgerning
knytter sig dog sikkert til de 8 Aar, han var Præst ved Diakonisse
stiftelsen og fik rejst dens Hus, men tillige ved Rejser og Studier
i dens Ærinde lærte alt det at kende, han siden atter lærte saa
mange Mennesker gennem sin Bog: „Hvad vil den indre Mission"?
Om hans Skilsmisse fra Diakonissestiftelsen er der hørt nok i de
foregaaende Blade, men Gud ske Lov, at her kan fortælles om hans
Forsoning med den. Aareforkalkning i Hjertet — ligesom hos Frk.
Conring — havde allerede i 1897 voldt ham Lidelser og Dødsfare,
som han dog kom over. „Hans Hustru derimod, som, angrebet af
den lange Pleje, søgte over til Diakonissestiftelsen for at vinde
nogen Ro, fandtes at have en Kræftknude, der ikke lod sig operere.
Efter et længere Ophold paa vort Hospital, hvor hun vandt alles
Hjerter ved sin Fromhed
og Mildhed, tog hun tilbage for at dø i
sit Hjem, i Marts 1898, og hendes Mand forrettede selv, skønt
yderst svag, Jordspaakastelsen i St. KnudsKirke. Under megen
legemlig og sjælelig Lidelse varetog han endnu Aaret ud sin Em
bedsgerning, saa vidt den kunde udføres fra Skrivebordet. Efter at
have taget sin Afsked drog han i Maj 1899 over til Diakonisse
stiftelsen, hvor et større Sygeværelse blev gjort i Stand til ham; og
her tilbragte han saa sin sidste Levetid, stundum saa vel, at han
kunde bringes ned i Haven, i Reglen saa svag, at han ikke engang
kunde taale at se sine nærmeste, men altid fordringsløs og tak
nemmelig mod dem, der plejede ham. Til sidst aftog med Kræf
terne ogsaa Bevidstheden, indtil han uden Smerte og Uro sov hen".
Havde der været Strid, blev der Fred, og Diakonissestiftelsen vil
altid mindes ham med Taknemmelighed.
Faa Dage efter døde en Mand, som ogsaa efter sine Evner
havde ydet Stiftelsen al den Tjeneste, han kunde.
Lauritz Chr. Nielsen
var Sagfører i sin Fødeby Ribe og en ret velstaaende Mand, da
han skrev til Diakonissestiftelsens Præst, om der ikke for ham som
Mand kunde findes en lignende Gerning, som naar Diakonissen
13*