29 / 248
- 20 -
fordi jeg befandt mig ilde, men nu er jeg, Gud være lovet, atter
som naar jeg har det bedst." - Efter at have anbefalet Jærnsenge
tillige med Møbler af poleret Grantræ, som hun har set dem der,
og forelagt et Par medsendte Forklædemønstre til Valg fortsætter
hun: „Der er en Ting, jeg slet ikke kan komme ud over: Titlen
Oberinde!*) Jeg kan slet ikke bringe den i Overensstemmelse med
Mt. 23, 8 - 11; den forekommer mig som en verdslig Tilsætning,
som en skærende Dissonans mellem de blide og ydmyge Toner,
der maa bære det hele; det saarer mig at høre den og er mig ube
hageligt at udtale den. - Den 19de i næste Maaned helligholdes
Stiftelsens Aarsdag, og tre Diakonisser blive indviede; det sker altid
paa samme Dag. Jeg maatte altsaa blive det alene til Foraaret, om
jeg skal blive det her, hvilket jeg tror ret gerne vilde ses, men
omtalt det har jeg endnu ikke. For det nu snart forløbne første
Kvartal har jeg betalt Kostpengene, men vil vente med at gøre det
for næste, førend jeg hører fra Deres kongelige Fløjhed, om jeg
skal blive her, hvilket vilde være mig kært; dog drager jeg ogsaa
med den største Beredvillighed til hvilket af de andre Fluse, der
maatte anses for hensigtsmæssigt for min videre Udvikling. Vor
Herre veed, at jeg tidlig og sildig betler om Hans Hjælp til at blive
dygtiggjort til al god Gerning, og om Helbred til at taale og over
komme det altsammen.
Anbefalende mig til Deres kongelige Højheds overbærende
Naade
allerundernanigst
Louise Conring."
Under 5. Novbr. 1862 svarer hendes høje Beskytterinde:
„Min Tid og mine Tanker har været til den Grad opfyldt af
forskelligt, at jeg ikke har kunnet skrive før, omendskønt Tankerne
ofte vendte sig til Dem og Deres velsignede Kald, der efter mit
Besøg i Kaiserswerth vinder mer og mer min Interesse. Først og
fremmest modtag min Tak for Deres Lykønskninger til vor store
Glæde at se vores elskede Barn saa lykkelig som det vel er mulig,
*) I nærværende Gengivelse er det tyske Oberin oversat ved det vel
kendte „Forstanderinde". Prinsesse Louise foreslaar i sit Svar at kalde
hende „Moder", hvilket Navn man dog hos os næppe uden Grund har
været betænkelig ved paa Forhaand at tillægge et Embede, selv om det bør
føres i moderlig Aand.