71 / 248
- 62 -
er meget, meget bedrøvet, Gud hjælpe os. — Jeg vilde saa gerne
berette Deres Majestæt noget godt og glædeligt, inden jeg slutter,
men der vil intet præsentere sig for mig! vor kære Herre og Frel
ser har dog godt og Glæde i Fylde; han uddele deraf efter sit Vel
behag, ogsaa til Deres Majestæt vor elskede og elskelige Dron
ning!
Allerunderdanigst Søster Louise."
Pastor Fichs Sygdom gjorde det nødvendigt at fjerne ham fra
Hjemmet; efter at Forstanderinden dér selv havde vaaget over ham
en Nat, fik hun ham ud paa Diakonissestiftelsens eget Sygehus; »vi
havde en forfærdelig Aften og Nat! han var undertiden overmaade
urolig og til Dels støjende; to Mænd og to Søstre havde nok at
gøre med at passe paa! Hans arme Kone var mest herovre; hun
er stærk, men saa inderlig bedrøvet, som rimeligt er, men hun er
saa naturlig og from, at vor Herre selv kan trøste hende. I Mor
gen ved denne Tid er vor kære Præst allerede langt borte . . . Det
er mig en Trøst at klage for Deres Majestæt, tilgiv derfor, om jeg
gør for mange Ord over min Sorg;
jeg
føler den som stor og dyb,
men ikke ret mange ville føle den saaledes — og det er ogsaa en
Smerte."
Godt en Maaned efter, da hun takker for Dronningens Jule
gave, et Crucifiks, der atter kalder Tanken op om det nye Hus,
hvor det skal være »Hovedprydelsen til Helligdommens Alter",
kommer hun ind paa Spørgsmaalet om Pastor Fichs Efterfølger; og
her viser det sig, hvad Gavn allerede det beklagede Præstemellem-
rum har gjort, idet hun blandt dem, der har gjort Tjeneste der
ude, kan nævne en Række brugbare Emner: Engholm, Holbech,
Paulli, Stein, hvem hun kalder »en sjælden begavet, næsten aand-
rig, troende Præst, men endnu saa ganske ung."
»From
og
klog
frem for alt maa den være, som kan blive til Velsignelse for os!
ikke kun ortodoks i Læren og verdslig sindet, eller halv aandelig
og halv kødelig sindet, halv pligttro og halv beregnende; heller ikke
skikkelig troende, men daarlig begavet og upraktisk; men dog som
sagt: Hovedsagen er, at hans eget Hjerte er hos Herren og enfol-
deligen søger hans, og ikke sin egen Ære. — Let er det ikke at
find? en saadan Mand, og dog beror saa meget derpaa! den bed
ste er næppe god nok til at tjene vor kære Sag. —"