104 / 170
I samarbejde med afdeling 29 blev der ho ld t kabelkurser, lige
ledes på Teknologisk Institut. D et var mest lidt ældre kolleger, der
deltog her.
Arbejdsløsheden blev så stor, at der måtte lejes lokaler i byen,
når AEK skulle have møder. K lubben havde i øvrigt ikke mere no
gen magt som sådan, efter at den sorte anvisningstavle var brændt.
Den burde have været på museum, for det er antageligt den eneste,
der har været af den art.
Afdelingsbestyrelsen havde nu selv al anvisning og ansvaret for,
at anvisningen blev både rimelig og retfærdig. D et gik da også godt,
og efterhånden fik arbejdsgiverne også tiltro til os igen.
AEK havde dog opgaver nok på grund af det store medlemstal.
De tilrettelagde virksomhedsbesøg, foredrag, underholdning, skov
tur o. 1. De havde også regnskabet over kaffebilletter. KKK — K ø
benhavnske Kvinders Kaffevogne — solgte en stor kop kaffe og et
stykke wienerbrød for 36 øre. Afdelingen og mange af klubberne
gav tilskud til AEK til dette formål, og så solgte man dem til de
ledige for 15 øre pr. stk., men kun 7 til hver mand pr. uge. På
AEK’s møder drøftede man først og fremmest arbejdsforhold og
mulighederne for arbejde, i anden række var det hjæ lpeforanstalt
ninger — hvornår får vi kødmærker o. 1. De forskellige naturalie-
mærker var til stor hjæ lp som tillæg til den karrige understøttelse.
Tysklandsarbejdet blev et af de store problemer, og det var størst
for de kolleger, der havde opbrugt deres understøttelse og nu skulle
på socialkontor for at få hjælp. Socialkontorerne stod som noget
fjendtligt for de fleste — det var jo ukendt område og skabte store
diskussioner.
— Jeg
skal
have arbejde! Jeg vil ikke på „socialen“ — er det
forkert at tage et halvt år i Tyskland? — Hvad med dem, der arbej
der for tyskerne her i landet? Sådan lød spørgsmålene i overvejel
serne og ved de mange diskussioner.
Tysklandsarbejdet søges ofte forklaret som værende tvangsanvis
ninger, men det er lodret løgn — opstået som „forklaring af nogle
af dem, der rejste. Sikkert er det, at de fleste rejste af nød. Enkelte
måske af lyst. Ganske vist søgte tyskerne på forskellig vis at presse
flere til at rejse, men der var ikke tale om tvang. Statens Udvan
dringskontor fremsendte cirkulære den 24. maj 1940, det omtales
kort i de følgende fagblade, i augustbladet redegøres for arbejds-
og lønforholdene.
103