108 / 170
1943
var lige fra start meget anspændt. Overenskomstforhand
lingerne igen negative. Nævnet afgjorde sagen med graduerede til
læg fra 2 til 7 øre pr. time, dog intet til lønninger over 145 i Køben
havn og 130 i provinsen. Forligsnævnet fastsatte dyrtidstillægget —
6 øres forhøjelse til 45,15 øre — dog kun 40,15 øre for unge under
23 år.
Fortsat ret stor arbejdsfordeling og 250 ledige, laveste tal i juli
144, så steg tallet igen. V i blev enige om, at vi ikke mere ville op
give ledighedstallene af hensyn til tyskerne, som var blevet mere ag
gressive. Vi fortsatte som hidtil — som om vi var selvbestemmende!
D er opstod dog episoder af og til. F. eks. skrev en „herre“ til os
i marts måned med beklagelse over, at der kom så få elektrikere til
Tyskland og bad om en forklaring. Vi svarede ikke. Så skrev han
og gjorde vrøvl over, at vi ikke havde svaret ham, men han havde
ikke an fø rt sine spørgsmål, så en uge senere spurgte vi ham, hvad
han egentlig ville vide, for det stod ikke i brevet.
Så blev han vist lidt fornærmet, for nu gentog han i kraftige ven
dinger og beskyldte os for at true medlemmerne, når de ville rejse.
Det ville vi ikke finde os i, så vi afviste hans påstand uden at svare
på spørgsmålet. — N y t brev, og nu skrev han under på „Det tyske
Rigsarbejdsm inisterium“s vegne. Vi havde i mellemtiden fået under
søgt hans forhold; D et havde han ikke ret til. D erfor klagede vi —
via LO — til Svenningsen i Udenrigsministeriet over trusselsbrevet.
Der gik nogen tid, så fik vi besked om, at man ikke kendte nogen
af det navn — men — dr. Heise fra nævnte „Rigsarbejdsministe
rium “ var utilfreds med, at så få elektrikere ville rejse til Tyskland,
så han ønskede en forhandling. På den tid var der kun ca. 40 mand
fra afdeling 1 og 29 i Tyskland. Vi hørte dog ikke mere, men helt
rolige var vi ikke.
Vi har dog ikke været så bange endda, for da tyskerne begyndte
på jødeforfølgelsen og sendte et par tusinde til koncentrationslej
rene i Tyskland, sendte vi fra afdelingsbestyrelsen en skarp protest
resolution til „Det danske Udenrigsm inisterium“, og vi sendte en
kopi og brev til Arbejdernes Fællesorganisation om at få alle faglige
organisationer til at støtte protesten. (Protokol den 8. oktober 1943).
En gang „om ringede“ en lille flok tyske soldater hele hjørnet
bl. a. Hauchsvej 17. Vi havde lige afsluttet et møde, troede at mø
det var årsag til besøget, for det var jo blevet en mode for dem at
sprænge huse i luften, når de ikke kunne lide beboerne. Svend H an
107