54 / 170
Stagnation i akkordarbejde, ledighed og mindre personlige tillæg
ved nyantagelser sænkede løngennemsnittet alvorligt.
Men selv om det således var en vanskelig tid, spolerede det ø jen
synligt ikke humøret og festglæden hos kollegerne. Sangforeningen
arrangerede bl. a. en stor aftenunderholdning i „Harm onien“. A fde
lingen ho ld t stor stiftelsesfest. Det gjorde sangforeningen også den
11. december: Skuespil i 3 akter plus sang. Billet 1 kr. — Selvfølge
lig også stor julefest, for nok var der smalhans, men børnene skulle
ikke snydes.
Man var ikke uden humor. En gang var afdelingens begravelses
fane blevet borte, ingen vidste hvor den var. Nogle måneder senere
kom den dog til veje igen, men affæ ren gav anledning til følgende
lille vise (a f „ ?“) og tegning i fagbladet:
T il hovedstaden kom en dag
Emilius Møller med banen.
For Esberg forelagde han sin sag,
det gjaldt om at låne fanen.
Forinden han igen til Holbæk tog hjem,
Han med venner måtte snakke sammen,
og drøftet blev så mangt et uløst problem,
men det skete i fryd og gammen.
Natten har trukket sit skærmende slør
over resten af gangen i turen.
Emilius sidder i toget og kør’
og drømmer så sødt om amouren.
Dagen oprinder — og i Holbæk by
stod Emilius med udtrukken skuffe,
over panden sig lægger en mørkladen sky,
for væk var hans dejlige sluffe.
I mange uger har han ængsteligt ledt.
Han har forgæves på ånderne banket.
Mange brandere er over ham smed’t
— hvad vi synes er så uhyre pjanket.
Thi i dybeste alvor han sagen har taget,
bekymret vi hans søgen har fulgt,
se, tegneren har snuppet ham i jaget,
og vil ikke for læserne holde det dulgt.
Emilius, du brave, din bøn blev hørt,
og bønnen har båret frugt:
I Roskilde du fra fanen var kørt,
på hotellet ej de havde den brugt.
53