164-165 / 293
ovre i „Den gyldne Hest“, og her havde formodentlig ogsaa hans
Hjælpere, Rakkerknægtene, deres Tilhold.
Imellem „Den gyldne Løve“ og Bakkehuset laa der paa højre
Side af Vejen en tredie Gaard, men den blev, da Vejen blev
forandret, flyttet op paa Bakken ved Søndermarken, og det er
den, der senere kaldtes Bakkegaarden eller GI. Bakkegaard.
Nede ved Stranden, afsondret fra alle andre Boliger, ligger Pest
huset (senere Belvedére); det blev opført og taget i Brug i Aaret
1665 for dem, der var befængte med væmmelige og smitsomme
Sygdomme, efterat et andet Pesthus var bleven ødelagt under
Belejringen i Aarene 1658—59; for at forhindre Patienterne i at
undvige, blev Gaarden omgiven af brede og dybe Grave.
molle, den saakaldte Vodrufs Mølle, som ifølge Chr. V’s Bevil
ling blev anlagt af Regimentskvartermester Vodruf, og det er
siden han har nyttet Vandkraften fra Ladegaardsaaen, hvilket
Vand derfor løber ud igennem Rosenaaen (eller Rosenbæk o: Ros
bæk) til Kallebostrand, at Søen ligger tør.
Senere (siden 1748), har et Aktieselskab drevet en Sejl
dugsfabrik paa Vodrufgaard, hvilken Fabrik blev anlagt 1788 af
Hamburgeren Johan Plum, der har solgt den til Aktieselskabet
med Forpligtelse til at forsyne Hæren og Flaaden med Sejldug.
Da Fabrikken som har 32 Vævestole i Gang og beskæftiger 120
Arbejdere, har Brug for al Vandkraften, saa at Vandmøllen ikke
kan indlade sig paa at formale Korn, er den hollandske Vind
danne Forandringer, som foregaa i vore nærmeste Omgivelser,
fremkaldte af det offentlige Livs Udvikling, af de Krav, som
Tidens Fremskridt til det Bedre, med Rette eller Urette, stiller.
Hvor længe er det vel siden, at København ligesom den mindste
Købstad kun var belyst af Tranlamper og indhyllet i Magistrats-
maaneskin, — hvor længe er det siden, at Tjenestepigen ud
viklede sine Armes Muskler ved fra Gadeposten at hente det
med organisk Materie overfyldte Drikkevand i svære Spande, —
(det skulde man nu byde vore Husassistenter) — hvor længe
er det siden, at vi med Misundelse saa hen til andre Lande
med deres Jernbaner og næppe kunde tænke os Muligheden af,
at vi nogensinde kunde faa noget lignende hos os. Nu har
toirs gav rummelig Plads for Fodgængerne om der var nok saa
mange. Hvor er det muligt nu at tænke sig, hvad Passagen en
gang har været, at forestille sig, at der for ca. 2 Menneske
aldre siden laa et Toldhus, hvorfra embedsivrige Toldbetjente
kom farende over til den smukke Tjenestepige med Torvekurven,
for pligtmæssig at undersøge, om Staten ikke blev narret ved
dens Indhold af consumtionspligtige Genstande, hvor der holdt
lange Rækker af Fragtvogne, som samme Toldbetjent undersøgte
med lange Søgere og dog ikke sjeldent blev narret af den
fiffige Bonde. Hvem kan tænke sig, at Passagen her var lukket
af en Port, som ubønhørligt paa Slaget 12 blev smækket i, saa
at Nattevandreren, der havde forsinket sig, maatte vende om og
liftrederiksberg K l rk e .
3BDiiiiiieinli.io«gw
For at se, hvadedes Rosklléevejen saa ad paa den Tid, vil vi
begive os tilbage til Trommesatan. Dér drejede Roskildevejen
eller G i Kongevej af fra Vesterbro, Paa højr© Haand ligger
Olacisirølni og ligeoverfor, hvor Kongevejen drejer af fra Farin«,gs-
vejen, ligger (bag rniv. Nr. 2) en gammel Stubmølle. Forøvrigt
se vi kun paa den venstre ¡Side nøgle nyanlagde Haver omkring
adskil lige gamle Fiskeparke.
St. Jørgens Sø er næsten ganske udtørret, og det lille Vand
lob, der løber derfra under en maadelig Træbro med et skrøbe
ligt Rækværk og søger ad Stranden til, er næsten ganske ud
tørre!, Ved Søens sydvestlige Spids ligger et lavt, men af stærk
Grundmur opført énetages Hus, der kaldes Kapellet og rnaaske
er opført for at tjene til et Slags Kapel, hvori der kan være
holdt Gudstjeneste ved de Begravelser af Pestlig. som fandt
Hvile paa den store Mark. der bagved strækker sig ned mod
Ladegaarden og som i sidste Pesttiå tjente til Kirkegaard. Maa-
ske endogsaa. dette Kapel kan have noget med det gamle St. Jør
gens Hus at gøre. Vejen imellem Huset og Soen eller det Morads
der omgiver Soen, fører ned til en lille malerisk beliggende Stampe
K uadetaarn, P etri
K i A ®-
V or Frue K irke. HM Jigeistes
Frederiksberg A llé.
K irke.
mølle, der knejser paa Ladegaardetis sydlige Bastion (senere
Mosendal) opført 1748 for at bruges til Korninalmg.
Man lever rask i denne Reformernes Tid, det Nye fortrænger
det. Gamle, det Nyeste fortrænger det Nye, og Erindringen, oui
den end er levende og frisk, har sin Nød med at følge med.
Tyve til tredive Aar, hvor stakket et Tidsrum det end er, freni-
byder en saa overvældende Masse af Begivenheder, saa mang
foldige gennemgribende Forandringer, at de næsten, i Forhold
til disse Begivenheders Betydning, vise sig soin ligesaa mange
Sekler. Man lever rask, og Begivenhederne fare forbi som de
enkelte Punkter paa en Jernbaneturs Panorama. De forsvinde
hurtigt af Synskredsen og efterlade kun sjeldent noget blivende
Indtryk.
^Dette gælder om de store Begivenheder, selv om dem, som
gjorde Epoke i \ ordenshistorien, og dette gælder om de mindre,
der kun gribe ind i det Individuelle. Det gælder de store For
andringer, der'foregaa i Staternes Liv, og det gælder tillige saa-
¿Jtfai
5l1e.
ill!
Taarn.
Christiansborg Slot.
Børsen.
Vesterbrogade (Køge Landevej).
O riginalen tilh . Overlæge Hallcs Sam ling.
Christians K irke. Vor Frelsers K irke.
vi Gas, Vand, Telefoner, elektrisk Lys og Drivkraft, Automo
biler, Flyvemaskiner, Jernbaner, Telegraf, og den Tid som
ligger bag alt dette, forekommer os næsten som en Mythe. Ja
selv Vægterversene og deres melodiske Tolkere høre til Fa
belens Rige, og dog er det kun godt et halvt Hundrede Aar
siden, at „Hov Vægter“ lød om Natten gennem Hovedstadens
stille Gader.
Saaledes vil det heller ikke vare længe, før Glemselens Slør
vil hvile over den Tid, da Passagen gennem Ravelinen til Vester
bro var saa smal som en Gyde, hvor næppe to Vogne kunde
køre forbi hinanden, og hvor de Fodvandrende var udsatte foi
at faa Liv og Lemmer spolerede, eller for at trykkes sønder og
sammen i den stærke Trængsel en Søndag Eftermiddag i Som
.mertiden. Hvilken Forandring viste der sig ikke allerede i 1867,
da Stadsgraven tilhøjre blev opfyldt og Broerne og Ravelinen
forsvandt. Folkemassen som her daglig strømmede frem og til
bage, bevægede sig nu ugenert, uden at frygte for at blive over
kørt af Droscher, Omnibusser, Sporvogne og andre Køietøjer.
Disse var henviste til den brede Kørebane, og de brede Trot-
gaa den lange Vej til Nørreport, hvor man kunde slippe ind
gennem Bommen mod en Kendelse af 2 Skilling? Og hvorledes
kan man tænke sig, at der ikke her var noget Tivoli, ikke nogen
Kongens Klub, ikke noget Vandværk, ikke nogen Banegaard,
ikke noget Vesterbros Teater, at der i Stadens umiddelbare Nær
hed laa store Marker, hvor Køer og Faar græssede, at der paa
den hele Vej, som strakte sig fra Ravelinen til Jernporten ved
Frederiksberg Allé, ikke var saa mange Bygninger, som der nu
er fotografiske Ateliers, at man ikke kendte noget til Droscher,
Omnibusser, Sporvogne, Automobiler, og at man, naar man vilde
ud i „Haven“, for at se „Herskabet“ sejle i Kanalen eller høre
den dejlige Taffelmusik, fra Slottets Terrasse Søndag og Onsdag,
maatte betjene sig af Apostlenes Befordring og trodse den for
færdelige Stenbro, som Vesterbro frembød, eller det bundløse
Dynd, hvorved GI. Kongevej udmærkede sig. — Saa var der og
saa en Tid — og den ligger heller ikke saa langt tilbage, — da
Frederiksberg Allé var et helligt Sted, der nok turde betrædes
af Fodgængere, men ikke befærdes af Vogne, undtagen de Privi-
ligeredes. Den var lukket for begge Ender af Jernporte, som
158
159