168 / 293
kun aabnede sig for de kongelige Vogne og for de enkelte i
Alléen boende Familier, der havde Nøgle dertil.
Disse almindelige Træk give en Idé om Forskellen mellem Før
og Nu, hvad Københavns i Henseende til Befolkning, Færdsel og
lokale Forhold vigtigste Forstad angaar. Og her er dog kun
Tale om et Tidsrum af 80- 90
Aar. Men Forskellen frem
træder endnu stærkere, naar
man gaar i det Enkelte og
fastholder de gamle Minder. —
Vi skal i det følgende frem
drage nogle af disse.
Allerførst bemærkes at, som
omtalt i det foregaaende, laa
i en ældre Tid Indgangen til
Vesterbro ikke paa det Sted,
hvor den i 1859 nedrevne Port
befandt sig. I Begyndelsen af
det 16. Aarhundrede laa den
for Enden af den nuværende
Vestergade og var kun en sim
pel lav Træbygning. En ny
Port prydet med et Taarn med
takkede Gavle og med Spir,
blev opført sammesteds 1586,
og den stod her indtil 1668, da
den blev nedreven og dens
Materialer benyttede til en ny
Vesterport, som opførtes ved
Enden af St. Klementsgade, der,
efterat være ødelagt i den store
Ildebrand 1728, i Forening med
et Par andre tilstødende Smaa-
gader som omtalt tidligere blev
forandret til Frederiksbergade
og Halmtorvet. Porten tog sig
ret godt ud, den var smykket
med Kanonsøjler og andre kri
gerske Emblemer i Granit, men
den var kun 6 Alen bred og
7*/a Alen høj, saa at et stort
Halmlæs næppe kunde passere
den uden at genere Fodgæn
gerne. Da den endelig segnede
under Hammerens Slag, vand
tes paa dette Sted vel endel
for Passagen, men da Rave
linen ikke tillige blev udvidet
med det samme, nyttede det
ikke stort at Porten kom bort.
Endnu bestandig var man inde
klemt af Indsnævringen, Kom
mandantskabet, der med en
mageløs Pietet holdt Hævd
over Fæstningsværkerne, lod
sig end ikke engang, førend i
Begyndelsen af 1860erne, be
væge til at borttage de unyt
tige Homeistolper som gjorde
Passagen endnu besværligere.
Den 15. August 1843 frem
bød Indgangen til Vesterbro
over Fæstningsværkerne et
overraskende Skue. Tilvenstre
havde der som ved et Trylle
slag rejst sig en Have, der
vinkede med sine kølige Bue
gange,’ sine smukke Trægrup
per, sin Koncertsal, Bazar, Ka-
roussel, Rutschebane, sine Pavilloner, sine Løvhytter og sin 0,
kort sagt med alle de Underværker, som kun den dristigste
1antasi ..kunde tænke sig. Det var Københavns Sommer-Tivoli,
der ved Carstensens Geni var) bleven til i mindre Tid end i 2
Maaneder, en Affedning af de glimrende Festinos, han havde
arrangeret i Rosenborg Have og i Christiansborg Slots Ridehus,
Pludselig havde København overfløjet Alverdens Hovedstæder, thi
hverken London eller Paris, Wien eller Berlin havde noget lig
nende at opvise. Københavnerne ilede herud i Skarer, og Be
undringen og Enthusiasmen var stor. Der fremkom herved en
fuldstændig Revolution i Københavnernes Forlystelsesliv. Dyre
haven og Charlottenlund bleg
nede ; Alt hvad disse frembød,
havde man jo her ved Haan
den og meget andet t i l ; Euro
pas første Kunstnere i de akro
batiske og ekvilibristiske Fag,
Beridere, Taskenspillere, Lum-
byes Koncerter, Pantomimer og
Amici’s fortryllende Fyrvær
keri, — Alt for en Mark (16
Skilling!) Man døsede ikke
længere sin Aften hen i et
lummert Værtshus ved en Snaps
og et Glas 01; man gik i Ti
voli. Alle Stænder mødtes i
det hyggelige Samliv; Forskel
len var nivelleret; den Trøje
klædte og Modejunkeren, den
elegante Dame og Tjeneste
pigen samledes her, og altid
var Opførselen sømmelig, al
drig foregik der Excesser, sjæl
dent antog Lystighed Karakter
af Overstadighed, og det var,
som om de smukke Omgivelser
udøvede en velgørende Indfly
delse paa Folkekarakteren og
afsleb de raa Kanter. Og dette
er vedblevet til den Dag i
Dag.
Tivoli hører vel ikke til de
gamle Minder, vi her har i
Sinde at fremdrage, det bestaar
endnu som Københavnernes vig
tigste Forlystelsessted og vil
sikkert være det igennem en
Mangfoldighed af Aar.
Alen
det har sin utvivlsomme Ret
til at nævnes, naar Talen er
om en forsvunden Tid, i hvil
ken dets Fremkomst gjorde en
sand Epoke. Et Bevis herpaa
giver Tivolivisen, der, som det
fortælles, blev digtet en Aften
i den schåfferske Pavillon. Tre
Videnskabsmænd: en Theolog,
der senere blev Professor, en
Alatematiker, der som Profes
sor var ligesaa frygtet, som
han var bekendt som Poli
tiker, og en Atand, der baade
som Digter og som Kemiker
har erhvervet sig et anset
Navn, sagdes at være Fædre
til denne Vise, der engang
var i Folkemunde. Skønt det
vel kan anses som givet, at
denne Vise, som begyndte saa-
ledes:
„Og dersom Du morer Dig
daarlig“ — kendes af en Del,
og iøvrigt er gengivet in ex
tenso i vor omfattende Omtale
af Tivoli i Aargang 1915.
Omdenne Vise fortælles
tillige, at en Sømand som sad afsides
ved et Glas Punsch
og med stor Satisfaktion havde hørt
\isen blive foredraget, efterhaanden som den var bleven til,
gjorde opmærksom paa Forbigaaelsen af et interessant Sted paa
Etablissementet, en Forsømmelse, der straks blev bødet paa i føl
gende Vers:
Parti af V esterbrogade 1750.
c A m d i
({^vtAx
<7
a f Jtui/n</bci^insciet</ jLoj/iÅnc/
fwarl/orf^Xrøitrj'rmdd UujcU davjérftc
O riginalen tilh . Overlæge H alk s Sam ling.
162