260 / 293
fornyedes Ansøgningen og havde da faaet et kraftigt virkende
Bilag i nedenstaaende Anbefaling fra Adam Oehlenschhiger. der
mener at det Price’ske Selskab er fuldtud værdigt „til allernaa-
digst Hjælp og Understøttelse“. Han skriver blandt andet i
denne Anbefaling:
„Den afdode Casorti vidste at indbringe en Poesi og Natur i
Pjerrots Overdrivelser og Overgivenheder, som man i hele Eu
ropa ikke fandt Mage til, og som
forædlede
denne Rolle fra en
almindelig til en „Carricatur, Shakespeares Genie, værdig. Af
denne skønne, poetisk groteske Maske giver Herr. Price os med
stort Talent en tro Copie efter sin genialske Forgænger. Frem
stillingen af
Pjerrots
Rolle tar i mange Aar været en Yndlings-
fornejelse for Københavnerne, og det var Skade, hvis de skulde
miste den. Hertil kommer endnu begge Madame Price’rnes yn
dige Væsen som Cøliimbiner, hvis Lige i dette Genre heller ikke
let findes. Foruden denne æsthetiske Grund vover jeg endnu at
I disse Vintre benyttedes Price’s Theater af P l oug s nystiftede
Studenterforening „Ac a d emi c um“ nogle Gange til Privatfore
stillinger, og her fik han da under sit Pseudonym Poul Ry t t e r
opført flere af de saakaldte „Atellaner“, f. Ex. „Sylvesternat“,
hvori de sædvanlige Pantomimefigurer optraadte, og blandt de
Medvirkende var den unge Kr i s t i an Mant zi us.
I Vintrene 1842 og 1843 spilledes der paa Morskabstheatret,
men i den paafølgende benyttede man sig for første Gang af det
nye Privilegium og installerede ^sig paa den lille Privatscene,
der af alle. gamle Københavnere er kendt under det folkelige
Navn: K a lk eb a lle n , paa Hjørnet af store og lille Kannike
stræde, hvor mange af vore senere mest yndede Skuespillere,
f. Ex. Folketheatrets udmærkede H arald K o llin g , vandt dei;es
Sporer. Men Rumforholdene var for indskrænkede, og ved mere
solenne Lejligheder, naar der kunde forventes Tilløb ud over
det sædvanlige, benyttede man sig af Theatret paa Vesterbro.
anføre den personlige: at den Price’ske Familie i alle de 40 Aar vi
kjende den, har levet sammen i et højst sædeligt og smukt Venskabs
forhold, og langtfra at give Anledning til Misnøje, tvertimod været
et Mønster for: hvorledes Kunstfæller bør leve med hverandre“.
Christian den Ottende, der, i Modsætning til den ubegavede
og knastørre Frederik den Sjette, var en livlig og kunstinteres
seret Aand og ovenikøbet Oehlenschlager en bevaagen og beun
drende Ven, modstod ikke al denne Veltalenhed. Prices Selskab
fik næsten omgaaende Tilladelsen til i Vintermaanederne at give
Forestillinger i et Lokale indenfor Voldene hver Søndag og Ons
dag Aften. Men — i hvilket Lokale? Hoftheatret maatte ikke
benyttes, og der fandtes ikke nogen anden Plads, der egnede sig
til Formaalet. Man maatte altsaa overveje Muligheden af at
faa bygget en egen Scene, men dertil var to Spilleaftner om
Ugen for lidt at basere et blot nogenlunde rentabelt Udbytte
paa. Saa søgte man — og fik virkelig, trods den vrangvillige
kgl. Theaterdirektions gnavne Modstand! — Tilladelse til at
spille fire Gange om Ugen.
Alligevel naaede Price’rne aldrig at faa deres eget Theater i
selve Byen København, men maatte nøjes med det gamle.
Nr. 51.
Vi er nu naaet til det Tidspunkt, da det kære gamle Morskabs-
theater synger paa sit sidste Vers. Dets Skæbne besegledes ved
Oprettelsen af Forlystelsesetablissementet Tivoli, der snart skulde
opsluge Publikums hele Interesse, og som bød paa alle de Ad
spredelser der var fordelte enkeltvis andre Steder, ovenikøbet
til meget folkelige Priser — bl. a. ogsaa paa Pantomimer, der i
Tivoli opførtes under Navn af „ R u stiq u e s“. Herimod fik dog
Morskabstheatret nedlagt en Protest, der understøttedes af Au
toriteter som Bournonville og J. L. Heiberg. Carsten sen,
Tivolis entreprenante Direktør, havde i sin Concession faaet Til
ladelse til at give „Kunstpræstationer“ men ikke „sceniske Fore
stillinger". Med et noget sofistisk Ræsonnement gjorde Carstensen
gældende, at Pantomimer ikke var „sceniske Forestillinger“, og
naturligvis blev det betydet ham, at han havde overskredet sin
Competence, og han maatte pligtskyldigst atter indstille sine
Pantomimeopførelser.
Alligevel var den nyopdukkede Konkurrent Morskabstheatret
for mægtig og Sæsonen 1844 blev dets sidste. Den 27. Oktober
i det nævnte Aar gav Theatret sin uigenkaldelige Afskedsfore
stilling, „Hjortejagten eller Harlekin Informator“, og i Marts
Y bsierferogaae ®lr, 4 !, tij, af G asvæ rksvej.
Nr. 43.
V esterbros Torv set fra V esterb rogad e 50, Hj. af B agerstræ de ca. Aar 1895.
3?aa G runden Nr. 49 (H ugget) opførtes i A arene 1907— 08 „E lias K irken“.