169 / 426
1 5 4
Kommunitetet og Regentsen.
før de gik til deres Maaltid paa Klosteret. Da Carl XII i
Aaret 1700 lod til at ville berede Kjøbenliavn samme
Skjæbne som hans Farfader omtrent 40 Aar tidligere, og
der efter det første Opraab til Studenterne om at gribe
til Vaaben ikkun meldte sig et ringere Antal, var det alt-
saa unægtelig noget spydigt af Universitetets Rektor, naar
han i en Proklamation af 7 Aug. tiltalte dem saaledes: »I
skamme Eder ikke ved i Fredstid at bære Vaaben, og dog
skjælve I nu ved at bruge dem, naar Nøden byder!«*) Disse
Ord maae imidlertid ikke lede til at antage, at Kaarden
ellers fik Lov til at ruste fast i Skeden og kun bares som en
Sideprydelse. Dueller, paa hvilke allerede den ældre Tids
akademiske Liv kan opvise enkelte Exempler, vare nu
ingenlunde sjeldne, og for at kunne tee sig med Anstand
ved slige Ledigheder lagde man sig med stor Iver efter
Fægtekunsten paa de saakaldte »Fægteboder«. Holberg
skildrer Tilstanden ved Overgangen fra det 17de til 18de Aar-
hundrede saaledes: »For 40 Aar siden var en Fægtemester
udi samme Anseelse som en Professor ved Universitetet;
i det Ringeste kunde han blandt vore Studenter regne
ligesaa mange, om ikke flere Skolarer, thi en norsk Student,
som ikke havde freqventeret Fægteskolen i Kjøbenhavn,
blev anseet ved sin Hjemkomst som En, der havde an
vendt liden ilde ved Universitetet. Fægteøvelser vare da
ogsaa nødvendige, efterdi det var
g ran d e mode
for alle
l'olk saavel gamle som unge at duellere med hinanden
udenfor Stadsporten«2). Endnu hyppigere end Duellerne
yare mere formløse Slagsmaal eller saakaldte »
R en con tres
«
paa Gader og andre offentlige Steder deels imellem Stu
D Engelstoft Univ.- og Skole-Ann. for 1808 II. S. 161.
2) Holbergs Epistler 11. S. 33.