165 / 426
1 5 0
Kommunitetet og Regentsen.
maatte komme dem til ringe Undsætning at bøde Klæderne
med«. Men Kansleren blev fortørnet, og Enden paa Sagen
blev, at først Klosterets Alumner og siden de øvrige Stu
denter fik alvorligt Tilhold om at bære deres Ilaar kort
afskaaret, som tidligere Programmer bød, og om at »af
lægge deres Remmer omkring Livet og Knæene, tillukke deres
aabne Ærmer, afskaffe deres vide Støvlekraver med mere
Uskikkelighed«, hvorhos det tilføiedes, at saafremt Studenter,
der havde Kost paa Kommunitetet, ikke strax rettede sig
herefter, men understode sig at trodse Forbudet enten paa eller
udenfor Klosteret, skulde de for bestandig forvises samme1).
Men ikke engang den her omtalte Indskriden fra den høie
Adels Side, som følte sig krænket over, at fattige Studenter
turde vove at bære Klæder af samme Snit som den, maa
have frugtet. Thi allerede 1653 maatte Konsistorium paany
irettesætte Studenterne, fordi de tænkte mere paa deres
smukke Støvler og Linned end paa Bibelen, og fordi »theo-
logiske Kandidater i alle Henseender klæde sig som Hof
folk«, minde dem om ikke at øde saamange hollandske
Kniplinger til deres Linned om Hænderne og til Støvle-
mansketter og true de Gjenstridige med at gaae glip af
Attestats og af al Befordring — en Trusel, med hvilken
det var saa alvorlig meent, at den endog siden gik over i
Landsloven2). Selv den senere saa almindelige akademiske
Hovedbedækning Parykken fandt i Begyndelsen ingen Naade
hos de strænge Fædre. En Student, der 1645 havde
dristet sig til at møde paa Universitetet med en saadan,
blev strax befalet under Straf af Fængsel at aflægge den,
*) Baden Univ.-Journal III. S. 20 ff, Nyerup a. St. S. 106 ff.
2)
Jfr. Danske Lovs 2—2—2, hvor der som Betingelse for Adgang
til Præstekald fordres et Vidnesbyrd bl. A. ogsaa om, at denPaa-
gjældende »har levet skikkelig, endog i Klædedragt«.