168 / 426
Første Tidsrum. 1569—1728. VII.
1 5 3
hvori de tilkjendegave, at de nok skulde lystre den sidst
nævnte Befaling, men at de ikke vilde nedlægge de Yaaben,
»som de med Ære og Berømmelse havde baaret mod
Kongens Fjender, hvorom hans Majestæt Kongen selv bedst
kunde vidne«. Kongen var da og saa galant mod Stu
denterne at kalde Biskop Svane og Rektor Vandal for sig
og betyde dem, at han ingenlunde vilde, at Studenterne,
som havde holdt sig saa tappert under Beleiringen, skulde
miste deres Kaarder, hvorimod det skulde formenes Ade
lens Tjenere at bære Værge. Men Konsistorium kunde
nu engang ikke forsone sig med at see den akademi
ske Ungdom bevæbnet, og efterat Saadant allerede Aaret
efter var forbudt de theologiske Studenter, udvirkedes der
senere, da Studenternes krigerske Bedrifter ikke længer
var Frederik III i saa frisk Minde, et Kongebrev af 23 Dec.
1667, ved hvilket »den Uskikkelighed« at bære Kaarde
formeentes Studerende af alle Fag. Disse vidste imidlertid
at trodse den uskjønsomme Konges Villie, og 14 Åar
senere (den 16 Sept. 1681) maatte man derfor udtrykkelig
indrømme Studenterne den omtvistede Ret, dog med Und
tagelse af Theologerne, for hvis Vedkommende Forbudet
gjentoges, uden dog at frugte. De vilde ikke staae til
bage for deres begunstigede Kammerater; ikke engang,
naar de bestege Prædikestolen, aflagde de den saa haardt
forfulgte Kaarde1), og det kan saaledes ikke forundre, at
Regentsianerne aldrig undlode at spænde Værget om Livet,
*) I Konsistoriums Møde den 3 Febr. 1694 gjorde Biskoppen det til
Gjenstand for Forhandling, »om ingen Raad var at anstille,' saa
at
studiosi theologiæ
, helst naar de ere occuperede
in J u n e -
ti o n ib u s s a c r i s ,
maatte holdes til at væreklædte
habitu decenti,
ikke brogede, affarvede, og med en Kaarde« (Werlauff a. St.
S. 278).