423 / 426
406
Kommunitetet og Regentsen.
leve«, i hvilken Anledning Provsten den 20 Jan. 1842 lod
Porten lukke og Regentsianerne »konsignere« — men det
var dog nu nærmest fra Akademikum, at slige Yttringer af
den politiske interesse udgik. Det fremgaaer allerede af,
hvad ovenfor er anført, at dette ingenlunde maa forstaaes
saaledes, som om Kollegiets Alumner ikke ligesaafuldt som
de øvrige Studenter ydede Datidens ufortrødne Kamp for
Frihed og Nationalitet deres Sympathi, og det bestyrkes
til Overflod ved et Blik paa de Viser og Sange, som i hine
Aar digtedes af Regentsianeren Jens Christian H o s tru p ,
og i hvilke vel den bedste Nøgle til det daværende Re
gentsliv er at søge. Hostrups Navn kan ikke savnes paa
disse Blade, og det er ikke uden Føie, at Rammen om
det mest bekjendte af de Prospekter, man har af Kollegiets
Gaard, bærer hans Billede ligeoverfor Carl Plougs; thi
havde denne i de nærmest foregaaende Aar bidraget til at
paatrykke Regentslivet dets særegne Præg, saa turde vel
hiin, hvor forskjellige de end i flere Henseender vare,
fremfor nogen Anden betragtes som Sjælen i det samme
Liv i de Aaringer, om hvilke her er Tale. Ingen fortjente
som han Navnet »Regentspoeten«: ved Stiftelsens Minde
fest, ved hvert Aarskifte og ved mangfoldige andre Lejlig
heder strømmede der under Forfattermærket »Jens Kristrup«
Viser og Sange fra hans frugtbare Pen, som modtoges med
Jubel af hans taknemmelige Kammerater, og hans »Gjen-
boerne«, der fra Studenternes engere Kreds snart vandrede
hele Landet rundt, spredte et hidtil ukjendt Trylleri over
Regentsens gamle Mure. Med hans og hans nærmeste
Samtidiges Bortgang fra Kollegiet var det ogsaa, ligesom
om det Samliv mellem Regentsianerne, der nu havde be-
staaet i henved en Menneskealder, tabte noget i Styrke.
De nærmest følgende Aar bare vel endnu i flere Hen