416 / 426
Fjerde Tidsrum. 1818—1848. V.
399
i hine Udtalelser, saa deelte de ogsaa den Stemning,
Skuffelsen vakte. Ophævelsen af Studentersamfundet, der
viste, hvor utilstrækkeligt et Værn Folkefriheden havde i
de raadgivende Stænder, gav for deres Vedkommende Mis
stemningen mod Regjeringen ny Næring, og der kom en
Bitterhed ind i deres politiske Interesse, der gav sig Luft
i mangehaande Satire, i Parodier og Karrikaturer.
Det havde en kort Tid seet ud, som om den B e
g e l s k e P h i l o s o p h i, der i Professor Martensen havde
faaet en begavet og aandrig Forkynder ved vort Universitet,
skulde kunne blive en temmelig farlig Rival for den le
vende Interesse, hvormed Studenterne omfattede det poli
tiske Liv. Ligesom imidlertid Hegelianismen hos mange
af dens Tilhængere ikke gik synderlig dybere end til Ter
minologien og derfor hyppigst yttrede sig i en Tilbøjelig
hed til at give det skriftlige og mundtlige Udtryk et op
skruet philosophisk Sving, der vakte de andre Studerendes
Latter og Spot og gav Anledning til, at disse Godtkjøbs-
Hegelianere alvorlig gjennemhegledes i Studenterkomedier
og paa andre Maader, saaledes varede Sværmeriet for
Philosophien heller ikke længe og formaaede under alle
Omstændigheder ingenlunde at trænge de liberale og kon
stitutionelle Sympathier tilbage. Disse fik meget mere
netop i de Aaringer, om hvilke her er Tale, mægtige
Forbundsfæller i den nu for Alvor vaagnende Bevidsthed
om den Fare, der truede vor N a t i o n a l i t e t og vort
Fædrelands Uafhængighed fra Syden, og i den stedse
voxende Interesse for den s k a n d in a v i s k e Idee. Den
sidste er der forsaavidt Opfordring til noget nærmere at
berøre her, som det i alle tre nordiske Riger jo længe
var Studenterne, der fortrinsviis, ja næsten udelukkende
vare dens Bærere.