20 / 67
henhørende Spørgsmaal (Forskønnelsen Nr. 4
1912) og vi kan ikke se andet, end at Byplaner
som de forhaabentlig resulterer af Byplan
møderne — maa indeholde Bestemmelser om,
hvorledes Gavle i enikke helt sammenhængen
de Husrække skal være beskafne, og der maa
da billig skelnes imellem de Tilfælde, hvor Hus
rækken kan og sandsynligvis vil blive supple
ret og de, hvor en allerede forhaanden væren
de Bygning — f. Ex. en Kirke — afslutter eller
afbryder Husrækken, saa den nøgne Gavl til
Stadighed bliver som den nu en Gang er.
Der kan ingen Tvivl være om, at disse flade
Gavle, der lodret paa Gadelinien fortsættes i
lige saa flade Sidehusmure. efterhaanden er
bleven et Karakteristikon for det moderne, kø
benhavnske Gadebillede, som i det hele taget
er trist, tungt og uden v ille t Særpræg. Det vil
vist falde vanskeligt i de nyere Dele af Køben
havn at finde fem Gadebilleder, som overho
vedet efterlader noget Indtryk, og det bliver en
af Byplanmødernes Opgaver at aabne Autori
teters og private Bygherrers Øjne for den stedse
tilstedeværende Mulighed for at skabe gode
Gadebilleder.
Det er blevet Skik her i København at lægge
Kirker i Husrækken, hvilket naturligvis under
Hensyn til Grundens Pris kan have sin Beret
tigelse; men i Længden virker det trættende,
at Bygninger, der har en Bestemmelse, som er
væsensforskellig fra de fleste andre Bygningers,
principmæssig sættes i Række og Geled med
disse. Man har altid givet — og giver heldig
vis endnu — Kirker og Raadhuse et arkitekto
nisk Særpræg, der skiller dem fra Beboelses
husene. saa ingen er i Tvivl om, hvad deres Be
stemmelse er. Paa disse og enkelte andre Ar
ter af offentlige Bygninger er Taa rnet et be
rettiget Appendix, men lave og spinkle Taarne
gor en kummerlig Figur imellem høje Huse.
Saa v il man — af pekuniær eller andre Aar-
sager — have en Kirke bygget ind i Husrækken,
bor man sikkert som Regel renoncere paa at
give den sit Særpræg ved Hjælp af Taarn. At
dette lader sig gore viser Ansgarskirken i Bred
gade, der klogelig er trukket lidt tilbage fra
Gadelinien, hvilket tydeligt, men dog diskret
understreger dens Forskellighed fra andre Hu
se. Hvor en Kirke med Taarn ligger i Husræk-
ren uden at rage højt op over den, virker den
som oftest ubetydelig, selv Martin Nyrops saa
fortræffelige Kirke paa Vesterbros Torv gor sig
kun daarlig gældende som det den er, som den
ligger der med to ægte Prøver af den aandsfat
tigste borgerlige Bygningsvirksomhed klemt
klos op ad sig. Overhovedet turde det gælde
om de fleste Bygninger, der er bestemte til of
fentligt Brug, Kirker, Raadhuse, Theatre, Mu-
sæer, at de bør have deres egen Plads, som de
ikke deler med andre Bygninger. Dette skal
ikke forstaas saaledes, at der absolut skal være
rum m e lig Plads helt uden om dem; men skal
de virke monumentalt, maa de nødig bygges
sammen med andre Huse, og der maa drages
Omsorg for, at der ikke i deres Nærhed kom
mer til at ligge Bygninger, der dominerer dem
ved deres Masse, eller ved en bombastisk Ar
kitektur. Vi har her i København et afskræk
kende Exempel i Nabohuset til det Thottske
Palæ. Det er i og for sig intet daarligt Hus;
men det overvælder det fine Rokokopalæ. Tid
ligere laa her den fornemt borgerlige Salomon-
senske Gaard, der brændte i Halvfemserne.
Den forstyrrede ikke Ensemblet. Hvor der fin
des et Ensemble, i hvilket noget nyt af en eller
anden Grund skal bygges ind, gælder det at
paase, at det nye kommer i Harmoni med det
forhaandenværende, og her har Byplanmøder
ne ganske bestemt en Opgave at løse i Fore
ning med Bygherrer, Arkitekter og offentlige
Myndigheder. Paa dette Felt er der syndet mere
end forsvarligt her i København i de senere
Aartier. Gammeltorv viser næsten groteske
Exempler paa, hvorledes god, borgerlig Arki
tektur er bleven jævnet med Jorden for at give
Plads for Bygninger, der i et nyt Kvarter kun
de have deres Berettigelse, men her virker an
massende.
I vide — og stedse videre — Krese at vække
Sansen for de uendelig mange Smaating, der
giver Byen dens særlige Ynde, er Byplanmø
dernes egentlige Opgave: Om hygieiniske For-'
anstaltninger saasom Luftbælters Anbringelse,
Parkers Anbringelse inde i selve Byen eller
som Kiler strækkende sig fra Periferien ind
mod Centrum kan man disputere til Verdens
Ende; det er Ting, der ordner sig selv under
Hensyn til de forhaandenværende naturlige
Forhold og naar først det er gaaet ind i Almen
hedens Bevidsthed, at det er god S am fu n d s
ø k on om i at beholde og om muligt udvide de
Aandehuller, som endnu findes i Stenørkenen.
Igennem kyndige Mænds Foredrag, gennem
trykte Piecer med Afbildninger af gode gamle
Huse og — æstetisk set — slette Nybygninger
kan Almenheden dog maaske lidt efter lidt til
egne sig Forstaaelsen af, at hvad der passer
paa et Slot, passer ikke paa et seks Værelsers
Beboelseshus, og efterhaanden vil de taarn-
prydede Villaer med Karnapper, Stukornamen
ter i Chr. IV’s Stil forsvinde fra Hovedstadens
og Kobstædernes Omegn og give Plads for det
gode danske Hus, der ogsaa i Gaderne vil vise
sig i Stand til at optage Kampen baade med